22. november 2024

En maskeret mand røvede torsdag aften vede 22-tiden et bordel på Skovhusvejen i Ugerløse.

Røveren kom ind på bordellet, hvor han truede det kvindelige personale på stedet med et skydevåben og sprøjtede tåregas i asnigtet på en af pigerne på stedet.

Røveren forlangte at få kontanter og ledte selv forgæves efter penge. Han måtte dog forlade stedet uden penge og kun med en mobiltelefon og nogle nøgler som udbytte.

Røveren kørte væk i et ukendt køretøj og i ukendt retning.

Han beskrives som spinkel, 160-165 cm høj. Han talte meget dårligt engelsk med accent og var iført sort skihue/elefanthue, sort jakke, sorte cowboybukser og havde handsker på. Han var bevæbnet med pistol/mini-gevær samt tåregas.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man ledte efter røveren og køretøjet i området, men uden held.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, som har bemærket røveren eller hans køretøj, eller som har oplysninger i sagen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.