22. november 2024

Fredag morgen kort før klokken 8.30 fik politiet en anmeldelse fra en 46-årig mand fra Holbæk, som var part i et færdselsuheld på Skagerakvej i Holbæk.

Den 46-årige fortalte politet, at han var blevet overfaldet.

Politiet kørte til stedet, hvor flere vidner kunne oplyse, at to mænd – den 46-årige og en anden, 22-årig mand fra Jyderup – havde været i slagsmål, efter at de i hver sin bil var stødt sammen.

Begge parter var kommet kørende ad Skagerakvej mod vest bag hinanden, da den 46-årige, som kørte bagest, syntes, at bilisten foran kørte usikkert. Han overhalede og kørte ind foran den 22-åriges bil, som kort efter påkørte den 46-åriges bil, fordi den 22-årige mente, at den 46-årige bremsede op.

Begge standsede dog op, steg ud for at tale sammen, men røg i slagsmål med hinanden.

Politiet sigtede begge for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, fordi de indlod sig i slagsmål med hinanden. Derudover blev de to parterne samt vidner afhørt for at få klarlagt parternes kørsel i forbindelse med færdselsuheldet.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at begge parter kan forvente at høre nærmere fra politiet, når omstændighederne ved uheldet er forsøgt klarlagt.