Klokken 03.42 i nat kontaktede hjemmeplejen politiet, fordi man var bekymret for en 75-årig dement mand fra Regstrup, som ikke var i sit hjem.
Hjemmeplejen havde sidst besøgt ham kl. ca. 21.30, men han var væk, da hjemmeplejen dukkede op ved det efterfølgende, natlige besøg.
Da hverken hjemmeplejen eller pårørende vidste, hvor han kunne opholde sig, og da han ikke var indlagt på noget sygehus, iværksatte politiet en større eftersøgning med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, for at lede efter den 75-årige i området.
Politiet ledte intensivt i området i godt en time, til en patrulje fik kontakt til en af den eftersøgtes genboer, der kunne oplyse, at han var i god behold på stedet.
Den eftersøgte havde i øvrigt opholdt sig hos genboen siden kl. ca. 22.00, men blot ikke underrettet hverken hjemmeplejen eller pårørende om sit natlige besøg.
Politiet indstillede eftersøgningen og fulgte den 75-årige hjem i seng.