Der var på ingen måde udsigt til en glad smiley, da Fødevarekontrollen var forbi Plejeenheden Stenhusbakken køkken i Gruppe 3 i mandags.
Besøget kom efter et besøg i oktober, hvor Fødevarekontrollen kunne konstatere, at der ikke var styr på det lovpligtige egenkontrol. Ifølge egenkontrolprogrammet så modtog køkkenet varer fra ekstern leverandør modtages på afdelingen. Men, i virkeligheden leveres varerne i Hovedkøkken – hvorefter de hentes og bringes til afdelingen.
Det blev konstateret, at der var modtaget frostvarer med temperaturer fra -3C til -11C. Frostvarer skal som hovedregel være -18C. Desuden havde afdelingskøkkenet modtaget kølevarer som var mellem +9C og +11C. For kølevarer er hovedreglen, at max. temperaturen må være +5C. Hvis temperaturen afviger, så skal der udfyldes fejlrapport, men det var ikke sket. Desuden havde der ikke været ført dokumentation for uge 28-33 fordi et termometer var i stykker og sendt til reperation. Man havde så ikke havde anskaffet et nyt i mellemtiden, så man kunne kontrollere varernes temperatur.
Ved besøget i denne uge, kunne Fødevarekontrollen konstatere, at der stadig ikke var kommet styr på tingene. Køkkenet modtog fortsat frostvarer med temperaturer under -18C. Bl.a. var der dokumentation for, at man havde modtaget rejer ved -11C, Frikadeller ved -10C og rundstykker ved -4.4C.
Man havde ikke efterkommet Fødevarekontrollens indskærpelse fra besøget den 9. oktober om at få tilrettet egenkontrolprogrammet, så det passede med varemodtagelsen.
Ifølge kontrolrapporten undskyldte det kommunale køkken sig med, at man ikke havde nået det.
Problemerne med egentkontrolprogrammet resulterede i, at Fødevarekontrollen gav en bøde på 5.000 kroner.
Skiltede med Elite-smiley
Egenkontrollen var ikke det eneste, som der ikke var styr på. Fødevarekontrollanten kunne konstatere, at Stenhusbakken – stik imod reglerne – havde et Elite-smiley klistermærke hængende fremme. Mærket må kun bruges hvis man har fået fire af de gladeste smileyer i træk – men efter besøget i oktober, der endte med en halv-glad smiley – så skulle Elite-mærket være fjernet.
Ifølge kontrolrapporten fra Fødevarestyrelsen blev mærket fjernet med det samme, efter kontrollanten havde gjort opmærksom på den ulovlige skiltning og taget et foto af det.
Udover bøde, så betyder indskærpelserne ved mandagens kontrolbesøg, at der kommer et opfølgende gebyrbelagt besøg på stedet.
Dokumentation: Kontrolrapport fra 24. november 2014 og Kontrolrapport fra 9. oktober 2014