21. november 2024

I går kort før klokken 11 blev en 79-årig kvinde udsat for tricktyver i sit hjem på Karensmindevej i Holbæk.

En mand havde henvendt sig hos kvinden og fortalt, at han skulle kontrollere radiatorerne i hendes lejlighed.

Den 79-årige blev sat til at trykke på en knap på varmemålerne på radiatorerne i forskellige rum, medens manden gik rundt i hendes lejlighed. Da manden var færdig, forlod han lejligheden.

Kort efter opdagede kvinden, at hendes pung med 3-400 kroner var blevet stjålet. Da hun kiggede ud af vinduet, så hun manden løbe i retning mod Smedelundsgade.

Politiet kørte til området med flere patruljer for at lede efter manden, men det lykkedes ikke at finde ham.

Manden blev blev beskrevet som: ikke etnisk dansk af udseende, 50-55 år, ca. 170 cm høj, spinkel af bygning med et markeret ansigt, kort hår og mørkt overskæg, iført mørk jakke, talte dansk med accent.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket manden løbe i retning mod Smedelundsgade. Politiet kan kontaktes på telefon 114.