Der var fokus på både klimaforandringer og løsninger, da klimaminister Rasmus Helveg Petersen besøgte Sofielundskolen afdeling Bjergmarken.
Omkring 200 8. og 9. klasse-elever på Sofielundskolen, Afdeling Bjergmarken fik mandag besøg af klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen til en snak om klimaforandringerne.
Samme dag som FN’s klimapanel skulle mødes i København, havde ministeren nemlig taget sig tid til en tur til Holbæk for at slå et slag for løsningerne på den globale opvarmning.
Ministeren startede sit indlæg med at håndgribeligt eksempel på problemet med klimaforandringerne: En ægte og hurtigt smeltende grønlandsk isklump, som han sendte på rundtur blandt eleverne.
Herefter tog han fat på løsningerne. Han og regeringen fokuserede på at bygge vindmøller, samarbejde globalt om en nedsættelse af CO2-udledningen og forhandle ambitiøse klimaaftaler på plads.
– Hvis vi træder på bremsen nu, kan vi forhindre de værste skader. Men I kommer til at slås med det her hele jeres liv. Når I køber jeres anden bil, bliver det ikke en benzinbil, slog Rasmus Helveg Petersen fast overfor eleverne.
Ministeren kom ikke alene. Med på turen var også professor Minik Rosing fra Statens Naturhistoriske museum. Han formidlede i et let forståeligt sprog de meget drastiske klimaforandringer, man ser i Arktis i disse år.
Gjorde indtryk på eleverne
Det var et arrangement, som blev taget godt i mod af eleverne.
– Vi fik mere at vide om, hvad samfundet kan gøre. Jeg vil helt klart tænke mere over det, sagde Alberte Rosita Gulborg Nielsen fra 9. klasse.
Det havde også gjort indtryk, at ministeren og professoren havde fokus på løsningerne.
– Man hører meget om det dramatiske. Men det var også godt at høre, at der er noget, vi kan gøre, mente Emilie Patricia Jensen, der også går i 9. klasse på skolen.
Sofielundsskolens skoleleder, Jørgen Schandorff, var glad for at få sat fokus på et så vigtigt samfundsmæssigt spørgsmål.
– Både oplæggene, debatten og elevernes egen forberedelse har givet dem et indblik i klimaforandringerne. Men det allervigtigste er nok, at de har fået øjnene op for, at de selv har et ansvar for at gøre noget, siger Jørgen Schandorff.