Et flertal i byrådet vedtog i onsdag, at fortsætte processen med at gøre det muligt at lukke Østre Skole og Hagested Skole.
De to skoler, som retteligt hedder Sofielundskolen afdeling østre og Skolen ved Tues Næs afdeling Hagested, har længe været på politikernes liste over skoler, som de ønskede at lukke.
Politikerne besluttede allerede i august, at man gerne ville lukke de to skoleafdelinger.
Laver om på procedure så skolerne kan lukkes hurtigere
I forbindelse med Byrådet i november 2011 besluttede den nye skolestruktur, besluttede man samtidig en procedure for, hvordan en eventuel lukning af en skoleafdeling skal ske. Den sagde, at lukning af en skoleafdeling (dvs. en selvstændig matrikel) skal betragtes som en skolelukning, og at der følges de samme procedurer, som hvis der var tale om en skolelukning. Procedurer for en skolelukning er fastsat i folkeskoleloven. Procedurerne indebærer bl.a. 8 ugers offentlig høring, og at beslutning om lukning skal ske senest 1. marts i det år, som en skole påtænkes lukket fra 1. august. Endvidere at det er byrådet, som træffer beslutningen.
Det var tilsyneladende for kompliceret en arbejds, derfor har man vedtaget, at der skal være en ny procedure som i bund og grund betyder, at man kan nedlægge skoler – eller retteligt sammenlægge afdelinger af en skole – uden f.eks. en lang offentlig høring. Og det vil kunne ske “når behov og ønske opstår”, som det hedder i beslutningen fra Udvalget for børn. Og da sammenlægninger af skoleafdelinger ifølge loven ikke er at betragte som nedlæggelse af en skole, kan beslutnings- og høringsprocessen foregå uafhængigt at den tidsfrist og høringsperiode, som lovgivningsmæssigt er fastsat i forhold til nedlæggelse af skoler.
Den nye procedure for lukning af skoleafdelinger kom til at foregå sådan, at hvert år inden den endelig klassedannelse er fastlagt, bliver Udvalget for børn orienteret om, hvilke klasser der oprettes i hvilke afdelinger. Hvis det så giver anledning til overvejelser om at nedlægge en afdeling, sætter udvalget gang i en høringsproces i skolebestyrelse og MED-organisation samt i forældrebestyrelsen i dagtilbudsdistriktet og lokalfora i distriktet. Udvalget for Børn udarbejder herefter en indstilling til byrådet om lukning.
På byrådsmødet onsdag aften stemte 26 byrådsmedlemmer for at fortsætte proceduren med at lukke de to skoleafdelinger, mens tre stemte imod og to undlod at stemme.