Midt- og Vestsjællands Politi fik klokken 02.37 natten til lørdag en anmeldelse om, at en bilist kørte meget usikkert, ændrede hastigheden, kørte til tider meget langsomt og bl.a. benyttede cykelstien.
En politipatrulje blev sendt til stedet og fik på Omfartsvejen ved Holbæk kontakt med en personbil, der blev ført af en spirituspåvirket, 43-årig kvinde fra Høng.
Kvinden blev kortvarigt anholdt og fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Politiet inddrog hendes førerret på grund af en forventning om, at sagen bl.a. vil ende med ubetinget frakendelse af førerretten.