Ikke engang to måneder var han væk – Thomas Jensen – der efter sidste sæson forlod Holbæk for en hurtig afstikker til først Brøndby og så Tuse IF.
– Vi har løbende været i dialog med Thomas, efter han valgte at takke nej til Brønshøj. Han har haft brug for en god ferie med kæresten og familien. Samtidig med at han har nogle gode venner i Tuse, troede han, at det var det, han havde brug for. Heldigvis for Holbæk har Thomas nu fundet ud af, at savnet af den intense træning og de intense divisionskampe blev for stor, siger elitechef Asger Madsen til Holbæk B&Is officielle hjemmeside og han lægger ikke skjul på sin begejstring over at få Thomas Jensen tilbage:
– Thomas er en kreativ spiller med et særdeles godt blik for spillet og for sine medspillere. Han er en ægte 10´er, og det betyder meget, at vi nu har fået sådan en type i truppen. Vi har forsøgt at omskole nogle af vores andre spillere, men det er en lang proces. Nu ved vi, at vi har fået en kreativ spiller, der ved, hvad der skal til for at udfylde 10´er-rollen. Thomas vil også være med til at hæve træningsmiljøet yderligere, for vi ved, han er en dedikeret fyr, der stiller store krav til sig selv og sine omgivelser, siger Asger Madsen.
Thomas Jensen og resten af holdet spiller søndag mod Nykøbing FC på udebane i Nykøbing Falster.