Den nyansatte ø-konsulent, vil gøre Orø til et kulturelt hotspot på Holbæk egnen, og håber og forventer, at øens ekisterende aktører vil være med til at løfte i flok.
Holbaekonline.dk har spurgt den nye ø-konsulent, Sune Abelgren Nielsen, om hans foreventninger, tanker, håb og ønsker inden han tiltræder i sit nye job den 1. oktober.
Hvilke forventninger har du til de forskellige aktører på Orø?
– Først og fremmest forventer og håber jeg på, at de eksisterende aktører på Orø ser dette projekt som en stor mulighed for at få brand’et øen som aldrig før. Dette kræver at der løftes i flok og jeg forventer således også man ser dette, som en positiv invitation til netop at samle kræfterne og arbejde sammen om ét fælles mål.
På Orø har frivillige ildsjæle i forvejen lavet mange forskellige initiativer som Ø-dag, Vikinge Festival, Kulturbeholder, Motorcykeltræf m.v. Hvad kan du bibringe øen af turist- og kulturinitiativer udover disse?
– Det er et særdeles positivt udgangspunkt for et ambitiøst projekt som dette, at vi kan bryste os af at have så mange eksisterende frivillige ildsjæle, som bidrager med enorm værdi til Orø. Jeg vil allerede fra starten af tiltrædelsen i stillingen som Ø-konsulent indlede et tæt samarbejde med disse aktører og sammen med de enkelte finde ud af, hvordan jeg eventuelt kan bidrage med mine ressourcer og kompetencer til at udvikle de eksisterende aktiviteter. Med disse aktiviteter for øje skal vi også kigge på, hvilke nye initiativer som kunne løfte det samlede udbud af turisme- og kulturaktiviteter. Det er en opgave som jeg igen forventer og håber på, at de eksisterende aktører og øens øvrige befolkning vil være med til at løfte. Det er dog på nuværende tidspunkt for tidligt at sige noget om, hvilke konkrete aktiviteter vi kan bibringe øen, fortæller Sune Abelgren Nielsen, der også har tanker om, hvor pengene til de nye projekter skal komme fra.
Ved du allerede nu, hvordan evt. initativer skal finansieres? Skal det f.eks. ske med fondsmidler, kommunalemidler eller betales af Orøs ervervsliv?
– Én af opgaverne som knytter sig til stillingen er at repræsentere Orø i udviklingsprojekter og hertil afsøge mulighederne for at rejse fondsmidler. Det vil jeg gøre ved at indsamle viden herom bl.a. gennem etableringen af netværksforbindelser til andre småøer. Derudover har Holbæk Kommune som bekendt bevilliget midler til Holbæk Erhvervsforum bl.a. til ansættelse af undertegnede. Indeholdt i disse midler er der desuden et økonomisk råderum som kan bruges på fremtidige aktiviteter. Vi håber i øvrigt på, at det lokale erhvervsliv vil være med til at løfte den fælles opgave, som ligger i fortsat at styrke Orø som en attraktiv destination for turister, kulturinteresserede og nye tilflyttere. Alt sammen til gavn for øens og områdets nuværende beboere og erhvervsliv.
Du skal jo også udvikle koncepter som generelt kan gavne turismen i Holbæk, hvilke slags koncepter kunne det eksempelvis være?
– Mit hovedfokus vil lægge på udviklingen af Orø som et vigtigt kulturelt hotspot for Holbæk-egnen og som skal bidrage til at gavne turisme og bosættelse i området generelt. Dette skal naturligvis ske i tæt samarbejde med Holbæk-egnens øvrige kulturaktører og jeg vil således gøre mit til at sikre, at Orø i stigende grad bliver en integreret del af det samlede kulturelle billede for egnen. Det er igen for tidligt at sige noget om hvilke konkrete initiativer dette kunne udmønte sig i, men jeg ser frem tilat indlede et tæt samarbejde med de mange aktører.
Med din baggrund i især musik-verden, kan man så vente at der kommer (store) musikarrangementer til Orø og Holbæk?
– Det er givet, at min baggrund i musikbranchen åbner nogle døre. Jeg vil naturligvis se på, hvordan jeg kan bruge mit netværk og kompetencer til at tiltrække og skabe musikalske arrangementer. Det er ikke nogen hemmelighed, at musik er et effektivt virkemiddel til at samle mennesker på tværs af køn, alder og geografiske skel. Derfor er det for mig et vigtigt led i den samlede opgave, som i høj grad handler om at samle mennesker og rette nye øjne mod Orø og Holbæk-egnen. I den forbindelse var det derfor med stor ærgrelse, at jeg kunne læse om aflysningen af den elektroniske musikfestival “Down The Rabbit Hole”, som foreningen Silvae Saltare havde stablet på benene. Et nytænkende og ambitiøst projekt som var planlagt til at løbe af stablen d. 15. og 16. august på Hegnegården på Orø. Historien om denne festival er et godt eksempel på netop hvor mine kompetencer og ressourcer bl.a. kan bidrage til at sikre, at kulturelle aktiviteter som “Down The Rabbit Hole” bliver stablet på benene og afviklet succesfuldt. Men det er vigtigt at understrege, at musikken kun er én form for virkemiddel. Jeg vil gøre mit for at sikre, at det samlede udbud af kultur- og turismeaktiviteter vil forblive alsidigt og interessant for mange forskellige målgrupper, fortæller den nye ø-konsulent.
Sune Abelgren Nielsen er oprindeligt fra Skive, men bor i dag på Frederiksberg.
Vil det nye job få dig til at rykke teltpælene op og flytte til Orø?
– Jeg er et natur- og friluftsmenneske helt ind til knoglerne. Derfor trækker den friske luft og vandet ved Isefjorden gevaldigt i mig når jeg færdes i Holbæk og på Orø. Jeg vil bestemt ikke afvise en flytning fra stenbroen til omgivelser som minder meget om hvor jeg kommer oprindeligt fra, nemlig Skive. Men den beslutning er vi to om her hos os, så der skal nok lige først spadseres nogle smukke ture på trampestierne på Orø før jeg bringer det kort i spil på hjemmefronten, slutter Sune Abelgren Nielsen.