Det bliver den 29-årige Sune Abelgren Nielsen, som indtræder i den nyoprettede stilling som ø-konsulent. Det meddeler Holbæk Erhversforum og OrøKontor.
I mandags blev den anden og sidste runde af ansættelsessamtaler afviklet på OrøKontor. Tre kandidater var tilbage ud af det samlede antal ansøgere på i alt 68 mennesker; og ved dagens udgang skulle der peges på den endelige kandidat.
Valget faldt på den 29-årige Sune Abelgren Nielsen, som dermed tiltræder den nyoprettede projektstilling, som er finansieret af midler fra Vækstudvalget i Holbæk Kommune, og som løber fra 1. oktober 2014 til udgangen af 2016. Afgørelsen vækker begejstring hos turismechef i Holbæk Erhvervsforum, Claus Westergaard, som glæder sig over ansættelsesudvalgets beslutning:
– Det er i særdeleshed glædeligt, at et enigt ansættelsesudvalg valgte at pege på Sune. Et menneske, som ikke kun fagligt – men også på det personlige plan – besidder den helt rette profil til at varetage den spændende og udfordrende opgave der ligger forude.
Erfaring fra festivalbranchen
Sune Abelgren Nielsen – som får sin daglige base på OrøKontor – har en baggrund på kulturområdet, hvor han har været særdeles aktiv gennem mange år i blandt andet festivalbranchen; primært på hjemegnen i Skive ved Limfjorden. Her har han været nøgleperson i arrangeringen af et væld af kulturelle aktiviteter i det midtjyske, hvilket blandt andet omfatter engagement i Skive Festival, Images of Middle East og i Skive Festuge. Senest har Sune, som nu er bosat i København, beskæftiget sig med musikbooking og koordinering af koncertaktiviteter for en række af landets store artister i kraft af sin stilling hos et musikbureau på Amager i København.
Sune Abelgren Nielsen er uddannet cand. soc. i organisatorisk innovation og iværksætteri ved handelshøjskolen (CBS) i København og har desuden en bachelor i Music Management fra Rytmisk Musikkonservatorium ligeledes i København.
– Jeg kan ikke understrege nok, hvor meget jeg glæder mig til at tage fat på den spændende opgave, som Holbæk Erhvervsforum og ansættelsesudvalget har givet mig. Det er en stor mulighed for at være med til at gøre en øjensynlig forskel for Orø og hele Holbækegnen i tæt samarbejde med de mange lokale ildsjæle og kommunens øvrige turisme- og kulturaktører, fortæller Sune Abelgren Nielsen.
Den nye ø-konsulent skal fremme kultur, turisme og bosætning på Orø – og endvidere udvikle koncepter som generelt kan gavne turismen i Holbæk. Lige fra starten af projektstillingens tilblivelse har det vakt stor glæde hos formanden for OrøKontors bestyrelse, Elspeth Barrie Larsen. Hun har siddet i ansættelsesudvalget sammen med turismechef Lars Westergaard, endnu et bestyrelsesmedlem fra OrøKontor, en repræsentant fra henholdsvis øens beboerforening og lokalforum samt én fra erhvervslivet på Orø.
Elspeth Barrie Larsen glæder sig også over valget af den unge kandidat:
– Udover at have stærke faglige kvalifikationer er Sune en energisk ung mand med et bemærkelsesværdigt stort drive, som smitter af. Dét har vi lagt vægt på i ansættelsesudvalget, da vi på Orø netop har behov for en igangsætter-type, som kan være med til at samle øens kræfter. Derudover er Sune en meget varm, åben og smilende person, som jeg er sikker på vil blive taget godt imod fra alle sider.