22. november 2024

Lørdag aften ved 20-tiden måtte politiet en tur til en restauration på Jernbanevej i Mørkøv, hvor en gæst – på trods af personalets opfordringer – ikke ville forlade stedet.

Gæsten – en 27-årig mand fra Rødovre – var ikke længere ønsket på stedet fordi han havde optrådt både støjende og truende.

Politiet fik kontakt med den 27-årige og bortviste ham fra stedet. Men da han fortsatte sine udskejelser udenfor, blev han anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Den 27-årige kan nu forvente at modtage en bøde for sin optræden.