Regeringen og Dansk Folkeparti har i dag indgået aftale om tilføjelse til vækstplansskitsen, der gør godstransport til øerne billigere.
Parterne er enige om at sænke taksten for godstransport til og fra de 27 småøer samt Læsø, Ærø, Samsø og Bornholm med 50 millioner kroner i 2015 og 125 millioner kroner årligt fra 2016.
– Det er en meget vigtig aftale, som betyder, at det bliver lettere at drive virksomhed fra vores øer. Det er noget, som længe har været efterspurgt, og jeg er glad for, at vi nu sammen med Dansk Folkeparti kan give hjælp til både at fastholde og udvikle arbejdspladser på øerne, siger minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen.
Nemmere at opføre iskiosker og faciliteter
Samtidig bliver der endnu bedre muligheder for at etablere små midlertidige opførelser ved de danske kyster som en iskiosk på havnen og besøgsfacilitet ved stranden.
– Turisme er en af de helt store vækstmotorer i landdistrikterne og er af afgørende betydning for mange af vore øer. Der er tusindvis af arbejdspladser på spil, og et bredt flertal har netop vedtaget en vækstplan for turisme, der skal hæve kvaliteten. Derfor er jeg også rigtig glad for de nye muligheder, aftalen giver, siger Carsten Hansen.
Aftalen indeholder også 100 millioner kroner over to år til en lånepulje, der skal fremme udrulningen af bredbånd i de danske yderområder.