Som led i den økonomiaftale for næste år, som for nyligt blev indgået mellem regeringen og regionerne, skal der udarbejdes en analyse som kigger nærmere på sammenhængen mellem den kollektive trafik og privatbanerne. Det betyder, at en beslutning om Tølløsebanens fremtid indtil videre er sparket til hjørne frem til årets udgang, hvor analysen skal ligge klar.
– Min reaktion er stor skuffelse. Regeringen har haft kendskab til problematikken omkring Tølløsebanen igennem flere år. Analyser kan være udmærket, men det kunne have været iværksat for lang tid siden, siger Jens Stenbæk, formand for Region Sjælland.
Han peger på, at den uafklarede situation også kan få konsekvenser for passagerne.
– Mellem Høng og Rud Vedby er skinnerne så dårlige, at det kan blive nødvendigt at sætte passagerne over i busser. Vi er kede af de gener, som det kan komme til at medføre. Jeg må samtidig konstatere, at det er regeringen, som har presset på for denne analyse og dermed nu trækker en afklaring af Tølløsebanens fremtid yderligere i langdrag, siger Jens Stenbæk.
Regeringen og regionerne har i forhandlingerne drøftet kriterierne for fordeling af bloktilskud på regionernes udviklingsområde i forhold til kriteriet for antal kilometer privatbanespor. En arbejdsgruppe under Økonomi- og Indenrigsministeriet og med deltagelse af Danske Regioner skal inden udgangen af 2014 gennemføre en analyse af kriteriet.
Jens Stenbæk understreger, at regionen ikke har noget ønske om at nedlægge Tølløsebanen: – Men vi er nødt til at komme med forslag til løsninger, som vi kan drøfte med de berørte kommuner. Det er ærgerligt, at den proces nu trækker yderligere ud, og at borgerne ikke får en snarlig afklaring af Tølløsebanens fremtid.