23. november 2024

Retten i Holbæk har tirsdag eftermiddag dømt en 59-årig tidligere hjemmeværnsmand for ulovlig besiddelse af 112,8 kg. sprængstof med sprængsnor og 172 detonatorer, en ulovlig automatisk Stengun maskinpistol samt en halvautomatisk Mauser pistol.

Den 59-årige har tidligere forklaret i retten, at han var kommet i besiddelse af sprængstoffet hos en tidligere kollega i hjemmeværnet, der var meget syg og derfor ville af med sprængstoffet. Dette afveg dog fra hans forklaring i grundlovsforhøret, hvor han havde forklaret, at han havde fået det ved flere forskellige lejligheder, når hjemmeværnet holdt sprængningsøvelser, og der blev noget “til overs”.

De ulovlige våben havde han enten fundet eller fået overdraget for vennetjeneste. Manden var samtidig i besiddelse af en række lovlige våben, da han både havde jagttegn og tilladelse til at besidde en række andre våben.

Det var en ret usædvanlig sag, da det er første gang, at en domstol skulle udmåle straf for besiddelse af så stor mængde sprængstof. En tidligere dom på området havde idømt en straf på 2 år for besiddelse af 2,5 kg. sprængstoffer. Forsvareren procederede for en straf på 1 år som burde være delvis betinget, medens anklageren mente at en straf på 5 ½ til 6 år ville være passende.

Et flertal af nævningetinget fandt at straffen passende kunne udmåles til fængsel i 4 år. Der blev ved udmålingen lagt vægt på, at manden ikke tidligere var straffet af betydning og ikke havde relation til bander eller lignende, at sprængstoffet var opbevaret adskilt fra detonatorer, således at der ikke var umiddelbar risiko for detonation, og at det ikke kunne antages, at tiltalte havde handlet med sprængstoffer eller våben. På den anden side blev der lagt vægt på den store mængde sprængstof, der var besiddet sammen med detonatorer, samt de meget farlige våben med tilhørende ammunition.

Den 59-årige udbad sig betænkningstid med hensyn til anke af dommen, og han og anklagemyndigheden har nu 14 dage til at overveje om sagen skal indbringes for landsretten.

Den dømte har været varetægtsfængslet under sagen og skal forblive fængslet indtil dommen er endelig eller han overgår til afsoning.