Et minut over midnat natten til mandag blev politiet kaldt ud til Regstrup Station, hvor personalet i toget havde problemer med to unge mænd.
De to unge mænd, der ikke havde billetter til toget, havde sparket til en dør og et vindue og truet DSB-personalet verbalt.
I første omgang forsøgte de to unge at løbe fra stedet ad skinnerne, men kom kort efter tilbage til stationen, hvor politiet ventede på dem.
Der var tale om en 15-årige dreng fra Jyderup og en 16-årige dreng fra Mørkøv. Begge blev kørt hjem til deres forældre.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man nu undersøger sagen om trusler mod togpersonalet nærmere.