Redaktionen har modtaget nedestående læserbrev:
EU lægger kommunen i spændetrøje
Holbæk Kommune har inviteret til fyraftensmøde mandag den 28. april, hvor der bl.a. loves svar på, hvilken betydning EU har for os i Holbæk Kommune. Som byrådsmedlemmer for Enhedslisten er vi naturligvis meget spændte på, om sandheden kommer frem på dette møde.
Gennem meget snævre rammer for de offentlige udgifter er EU en afgørende hindring for, at Holbæk Kommune kan tilgodese borgernes behov og gennem investering i grøn omstilling af samfundet kan sætte gang i den økonomiske vækst og dermed skabe arbejdspladser.
EU’s indsat i forhold til den globale finanskrise har alene haft sigte på, at redde den finanskapital, der fremkaldte krisen. Resultatet af EU’s krisepolitik har været, at den samlede produktion i EU er faldet og at antallet Af arbejdsløse og fattige i EU er vokset med millioner.
Også i Danmark har EU’s økonomiske politik haft en negativ virkning helt ud i den enkelte kommune. Mange tusinde mennesker har på grund af nedskæringer mistet deres arbejde i kommunerne og utilstrækkelige investeringer har bremset den økonomiske vækst.
Derfor er vores holdning klar. Vi skal ikke sig ja, til EU’s bankunion og dermed mere EU-magt over dansk økonomi. Tværtimod skal vi slås for at frigøre Danmark fra EU’s økonomiske spændetrøje.
Derfor skal valget til EU-parlamentet i maj bruges til at give EU modstand. Vi anbefaler at stemme på liste N, Folkebevægelsen mod EU.
Karen Thestrup Clausen
Leif Juhl
Byrådsmedlemmer Enhedslisten