Holbæk B&I’s formand, Kenny Jensby, er godt tilfreds med Brøndby-aftalen om udviklign af talenter for superligaklubben.
Holbæk B&I er blevet regionalt talentcenter i Brøndbys store talent-satsning “Brøndby Masterclass” og her skal U10-U15 talenter udvikles, så de ultimativt kan blive en del af Brøndbys superligatrup.
Som led i aftalen stiller Brøndby sin ekspertise til rådighed for talentudviklingen i Holbæk B&I, det være sig trænere, diætister og folk med stor viden indenfor professionalisering af en fodboldklub. Og udvalgte spillere kan deltage i træningssamlinger i Brøndby.
– Desuden følger en række andre goder, som f.eks. fribilletter til Brøndbys hjemmekampe og andre arrangementer, som vi kan gøre brug af også i relation til vores sponsorer, siger Holbæk B&Is formand Kenny Jensby til Holbæk B&Is hjemmeside.
Men der er også en økonomisk fordel ved aftalen for Holbæk B&I:
– Aftalen giver også et økonomisk afkast. Dels modtager vi et årligt beløb for at være talentcenter, og dels får vi indtægter, hvis en spiller får debut på Brøndbys førstehold, og vi får andel af transfersummen, hvis spilleren senere sælges af Brøndby. Hvad angår kontraktspillere hos os, så har vi frie hænder til selv at sælge disse, men Brøndby har førsteret til at matche et evt. tilbud, siger formanden til klubbens hjemmeside.
Kenny Jensby forventer at aftalen vil få flere til at melde sig ind i klubben og så ser han aftalen som et godt tiltag til at drøfte et udvidet samarbejde med Holbæk Kommune, der har en pulje til talentudvikling.
Aftalen med Brøndby IF er indgået for foreløbigt to år.
Læs også:
Holbæk B&I i talent-samarbejde med Brøndby IF
Holbæk B&I er nyt regionalt talentcenter for Superligaklub