22. november 2024

Mens en anden måske bare mener kartofler er kartofler og smager af kartofler ligemeget om de er kogt, stegt eller friteret, så er EU ikke helt enige. I EU har man nemlig bestemt sig for, at kartofler fra Lammefjorden er unikke

Lammefjordskartofler er fra i dag godkendt af EU-Kommissionen som Geografisk Beskyttelse Betegnelse – ligesom f.eks. fetaost og parmaskinke. Dermed er de danske kartofler med i EU’s kvalitetsordning for landbrugsprodukter og fødevarer. I selskab med parmaskinke, fetaost og en lang række af andre unikke produkter, der er knyttet til et bestemt geografisk område.

Lammefjordskartofler er kun den sjette danske fødevare, der opnår Beskyttet Geografisk Betegnelse (BGB), siden EU indførte ordningen i 1992.

– Vi er meget stolte over at få dette kvalitetsstempel fra EU, siger Hans Møller Olsen, formand for Lammefjordens Grøntsagslaug. Lammefjordsguleroden fik jo en af de første danske BGB’er i 1996. Vi er stadig de eneste grønsagsproducenter i Danmark, som kan give forbrugerne den sikkerhed for kvalitet og oprindelse, som ligger i BGB.

Minister: Dejligt med anerkendelse
Fødevareminister Dan Jørgensen glæder sig over, at danske fødevareproducenter bruger EU’s kvalitetsordning til at fremhæve fødevarers lokale tilknytning:

– Vi laver rigtig mange gode fødevarer i Danmark, og det er altid dejligt, når danske produkter får den anerkendelse, som en BGB-status er. Jeg håber, at flere danske varer vil følge med i fremtiden, siger Dan Jørgensen.

Seks danske, men flere på vej
Tre danske fødevarer fik i 1996 BGB-godkendelsen, nemlig lammefjordsgulerødder og ostene Danablu og Esrom. I 2012 var der BGB til to kødprodukter fra Vadehavsområdet, nemlig Vadehavslam og Vadehavsstude. Lammefjordskartofler er således den sjette i rækken.

At slå på den lokale egenart er langt mere udbredt i det sydlige Europa. I alt har EU udstedt næsten 1.200 beskyttede betegnelser til landbrugsprodukter og fødevarer. Dertil kommer små 2.000 lignende betegnelser til vin- og spiritusproducenter, som på den måde sikrer deres navne mod at blive misbrugt af producenter fra andre områder.

Så seks danske BGB’er lyder ikke af meget, men flere er også på vej, oplyser fuldmægtig Erik Andersen fra Fødevarestyrelsen:  Vi har inden for de seneste år oplevet en øget interesse for at få danske fødevarer registreret. Lige nu er to mere på vej gennem EU’s godkendelsesprocedure.

Dyrkes på gammel havbund
Ifølge avlerformand Hans Møller Olsen er det de specielle jordforhold på den tidligere havbund, der gør lammefjordskartoflerne unikke. Blandingen af dynd, naturlige mineraler og fin jord giver rodfrugterne skånsomme forhold at vokse i. Derfor har kartoflerne en finere og lysere skræl end kartofler fra andre steder. Og lammefjordsgulerødder har en karakteristisk sødme.

– Det er disse egenskaber, som EU-Kommissionen anerkender med BGB, siger Hans Møller Olsen. Nu er det så op til os avlere at fastholde og udvikle den kvalitet og sikkerhed, som forbrugerne kan forbinde med grønsager fra Lammefjorden. Kan vi med EU’s kvalitetsstempel få danskerne til at spise flere kartofler i stedet for ris og pasta, vil det være et godt udbytte af de kræfter, vi har lagt i at få beskyttet vores produktnavne.

Den inddæmmede del af Lammefjorden udgør ca. 5.000 hektar. Heraf dyrker 30-40 avlere ca. 1.000 hektar med kartofler, svarende til en produktion på 42 millioner kilo. Samlet blev der i Danmark i 2012 produceret ca. 512 mio. kg kartofler.

Lammefjordens Grøntsagslaug vil senere på foråret markere BGB-registreringen.