I Jyderup står der en sendemast hvorfra der sendes tv-programmer fra de lokale TV-station.
Indtil første januar var der knap tyve stationer som sendte fra denne mast, men da sendetilladelserne udløb, lukkede man ned og som fugl Fønix genopstod kun fire stationer, der alle er ægte lokal-tv. De fleste af de andre stationer, var såkaldt forkyndende kristne tv-stationer – nogle af meget tvivlsom kvalitet. Denne artikels forfatter har f.eks. oplevet en mand, der siddende ned læste op af biblen i en halv time – uden nogen form for ændring af billede eller billedvinkel. Den slags tv, har formentlig været med til at skræmme potentielle seere bort fra kanalen.
Nu skal de fire stationer som har fået sendetilladelse forpligtige sig til at bringe lokalt stof, og en af de stationer som har været heldige i opløbet ,er TV-Vestsjælland/(Dancom-TV).
Stationen ejes og drives af Skjold Christensen, en mand med mange år på bagen i radio- og Tv branchen, og som er bosiddende nær sit sendeområde på Vintappergården i Kirke Hyllinge. Skjold Christensen vil stadig være den person man ser hyppigst på skærmen. Han er faktisk den eneste person, der er fast tilknyttet stationen, idet han benytter sig af freelancere til det rent tekniske. Men fremover vil man også kunne se tidligere erhvervs- og turistchef m.m. Søren Wolstrup, som i 80’erne arbejdede på Venstrebladets TV-station.
Tv-Vestsjælland vil først og fremmest – men ikke udelukkende koncentrere sig om Holbæk, Sorø, Kalundborg og Odsherred kommuner. Udsendelserne vil kunne ses over hele Sjælland og Sydhavsøerne.
Man kan så spørge sig om, hvad vi skal med TV-Vestsjælland, når vi har TV2/øst, som i princippet dækker samme område med hovedsæde i Vordingborg. Netop det sidste kan have betydning for seere i Nordvestsjælland, for “ondskabsfulde” seere siger, at hovedparten af TV2/østs udsendelser foregår syd for Ringsted.
Det er nok ikke helt forkert, for indtil for to år siden havde TV2/øst også studie i Holbæk. Men dette blev opgivet af tekniske grunde, da udviklingen gjorde man uden problemer let kunne sende direkte fra hele dækningsområdet. Men et er teknik, noget andet er journalistik. En journalist som bor i et lokalområde kan bedre opspore nyheder og især vurdere hvordan de skal prioriteres end journalister som måske opholder 60-70 km fra lokalområdet, og som måske er for afhængige af andre lokale nyhedsmediers dækning.
Holbaekonline.dk som også bringer levende billeder ganske vidst ikke på TV , men på internettet, har et uformelt samarbejde med TV-Vestsjælland. Således stod vi for optagelsen af udsendelsen om ex-politikeren Carsten Fink, og for nylig bragte Holbaekonline.dk udsendelsen: Elektriske stød hjælper handicappet til at gå, som var produceret af TV-Vestsjælland.
Vi vil fremover bringe en programoversigt for TV-Vestsjælland med vægt på udsendelser om og fra Holbæk kommune. TV-Vestsjælland kan kontaktes på tlf : 40503050
Indtil TV-Vestsjælland for alvor kommer i gang, kan vi oplyse at stationen sender hver dag kl.8 på Lokalkanalen, hvor man i øvrigt kan se hvornår de 4 stationer sender på frekvensen