22. november 2024

Hele tre trafikanter blev torsdag taget i at køre, selvom de var påvirket af enten euforiserende stoffer eller alkohol.

Klokken 10.05 standsede politiet en 27-årig mand fra Holbæk på Gl. Ringstedvej i Holbæk, da han kom kørende i en personbil. Den 27-årige blev testet positiv for cannabis på et narkometer. Han blev derfor anholdt og sigtet for kørsel i narkopåvirket tilstand og måtte aflevere en blodprøve, før han blev løsladt igen.

Tre timer senere, også på Gl. Ringstedvej, standsede politiet en 42-årig mand fra Hårlev, som kom kørende på knallert. Han var påvirket af alkohol og måtte aflevere en blodprøve, før han blev løsladt.

Klokken 18.28 standsede politiet en 33-årig mand fra Gørlev Sj. på Skovvejen ved Regstrup, da han kom kørende i en varevogn. Han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel og ligesom de to andre “syndere” fik han udtaget en blodprøve. Men inden han blev løsladt, måtte den 33-årige aflevere sit kørekort, fordi politiet forventer at sagen mod ham vil ende med en ubetinget frrakendelse af førerretten. Den 33-årige må således ikke længere køre bil.