22. november 2024

De fleste af vore læsere vil fornuftig vis anse spørgsmålet for temmelig tåbeligt. De to ting kan jo ikke sammenlignes og man kan ikke måle dem i forhold til hinanden.

Men hvad så med denne måling: Holbæk kommune har i perioden 2009 2013 mistet mere end 1500 arbejdspladser, altså i den første periode Søren Kjærsgaard var borgmester.

Men det er vel næppe borgmester Søren Kjærsgaards skyld. Men hvordan måler man hvor mange af disse 1500, som har mistet jobbet p.g.a. den førte kommunale politik eller mere positivt: hvor mange flere havde mistet jobbet, hvis byrådet ikke havde ført den politik, de gjorde? Det kan vi ikke svare på, her på Holbaekonline.dk, desværre.

Men den nye styregruppe i jobskabergruppen, som blev foreslået dannet efter sidste byrådsvalg er nu på plads. I denne gruppe sidder bl.a. Borgmesteren, Erhvervsdirektør Kenny Jensby, repræsentanter fra arbejdsgiver og fagforening. Her har erhvervslivet lovet, til gengæld for at slippe for at betale dækningsafgift i løbet af de næste to år, at skabe 150 flere arbejdspladser, og kommunen har lovet at føre en endnu mere positiv erhvervspolitik.

Her åbner sig tre mulige forklaringer: Enten er der ren og skær varm luft, eller mere positivt fortolket – Det er en hensigtserklæring, eller også har man opfundet en helt ny og revolutionerende målemetode til at kunne afgøre, hvordan man helt eksakt måler, hvor stor en del af en forhåbentlig stigende beskæftigelse, som skyldes ovennævnte tiltag. Hvis det sidstnævnte er svaret, så skynd Jer af tage patent på målemetoden, for tænk hvis man fremover kan afgøre følgende: Hvis det går godt for landet, så er det selvfølgelig regeringens skyld, men hvis det går dårligt , så er det udefra kommende påvirkninger.

Men hvis det nu ikke kan påvises nogen positiv effekt af at sløjfe erhvervslivets dækningsafgift vil man så genindføre den, således de mange ekstra millioner kunne bruges f.eks. på skoler , ældreforsorg osv?

Jeg har stillet dette åbne spørgsmål til Kenny Jensby, Søren Kjærsgaard og Karen Thestrup Clausen fra Enhedslisten. Karen har jeg ikke hørt fra, men Kenny har svaret:

Kære Jesper.

Tak for din mail, som jeg skal forsøge at besvare. Jeg har drøftet din henvendelse med Søren Kjærsgaard og skal sammenfattende svare på vegne af Holbæk Kommune og Holbæk Erhvervsforum:

Partnerskabsaftalen mellem kommunen, arbejdsmarkedets parter og Erhvervsforum om at skaffe 150 flere i beskæftigelse i forbindelse med fjernelse af dækningsafgiften er et blandt flere tiltag, der skal skabe bedre rammevilkår for erhvervslivet, så lokale virksomheder kan skabe vækst og dermed mere beskæftigelse. Af andre tiltag kan nævnes, at kommunens afdeling for By og Landskab fortsætter fokus på at gøre det hurtigere, billigere og lettere for såvel etablerede som nye virksomheder at at sikre en serviceorienteret sagsbehandling – jobcentrets fokus på at tilbyde erhvervslivet den rette arbejdskraft – dialogen med erhvervslivet om at forbedre kommunens erhvervsvenlighed – erhvervspolitikkens mål om at forbedre vilkårene for iværksættere, f.eks. gennem gode tilbud på vækstfabrikken – udbudspolitikken som satser på konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver – OPP projekter og ikke mindst Erhvervsforums erhvervsservice er alle tiltag, der har samme mål, nemlig lokal vækst og beskæftigelse. Alle disse tiltag vil sammen med nationale og internationale erhvervspolitiske tiltag skabe et godt grundlag for at virksomheder i Holbæk kommune er med i forreste række, når den mangeårige finanskrise afløses af bedre konjunkturer.

Den nedsatte styregruppe skal dels overvåge, at disse tiltag virker og dels drøfte nye tiltag, som trækker i samme retning. Det er mere afgørende for parterne, at alle relevante effektfulde tiltag tages i brug og samlet set skaber de ønskelige resultater end specifikt at måle på hvilke tiltag, der har en bestemt effekt.

Venlig hilsen
Kenny Jensby
Erhvervsdirektør
Holbæk Erhvervsforum