22. november 2024

I går ransagede politiet Kalundborg Gymnasium og HF i jagten på narko. Det skete samme dag, som der blev udsendt en pressemeddelse om at man i de tre nordvestsjællandske kommuner, Odsherred, Kalundborg og Holbæk vil tage en mere offensiv tilgang til de unges misbrug.

På uddannelsessteder i både Kalundborg, Odsherred og Holbæk kommuner kan de unge nu møde misbrugsbehandlere med særlig ekspertise i misbrug blandt unge. Det er første skridt i en fremskudt indsats, der skal hjælpe flere unge ud af deres misbrug og videre til den fremtid, de drømmer om.

– Vi havde en idé om, at de unge ville være nemmere at nå, hvis vi kom ud til dem i deres trygge miljø på skolerne. Samtidigt kunne vi få et tættere samarbejde med lærere, vejledere og andre relevante samarbejdspartnere, og det er med til at kvalificere hjælpen til den unge, forklarer Katrine Linneboe fra ungebehandlingen, Sofiehuset, Center for Misbrug og Forsorg i Holbæk Kommune.

Behandlerne har oplevet en stor interesse, og derfor opnormerede Holbæk Kommune den 1. februar, så behandlerne får mulighed for at nå ud til endnu flere skoler. På sigt er det ambitionen at få samarbejdsaftaler med samtlige skoler og uddannelsesinstitutioner i Nordvestsjælland.

Der er på nuværende tidspunkt tilbud om misbrugsbehandling på:
– EUC Nordvestsjælland, både på afdelingerne i Holbæk, Audebo, Kalundborg og på
Processkolen
– Produktionsskolen i Tølløse
– Nordvestsjællands Produktionsskole i Svinninge
– 10. klassecentret i Holbæk og i Kalundborg
– Odsherred Gymnasium
– Kalundborg Gymnasium og HF
– Kalundborgegens Produktionsskole

Samtidig er der gang i at udarbejde samarbejdsaftaler med de resterende uddannelsessteder, som er en del af den offensive tilgang til unge og rusmidler. Det gælder Høng Gymnasium, Høng Erhvervsskole, Høng Landbrugsskole, SOSU Sjælland afd. Holbæk, Stenhus Gymnasium og Nordvestsjællands Produktionsskole

Fælles ansvar
Den fremskudte misbrugsbehandling er blot ét initiativ blandt mange i en ny fælles rusmiddelstrategi, som Holbæk, Kalundborg og Odsherred kommuner har lavet sammen med ungdomsuddannelserne i de tre kommuner, herunder på Stenhus Gymnasium & HF, EUC Nordvestsjælland, Produktionsskolen Holæbk, SOSU Sjælland (Holbæk afd.) og Nordvestsjællands Produktionsskole (NV-PRO). Strategien gælder for 4900 elever på 11 uddannelsessteder i Nordvestsjælland og indeholder blandt andet fælles retningslinjer, konkrete muligheder for forebyggelse samt en guide til, hvordan lærere og andre voksne kan tage hånd om en ung med misbrugsproblemer.

Med den nye fælles strategi er det ønsket, at indsatsen mod misbrug bliver mere konsekvent, ensartet og effektiv. Det fortæller sundhedskonsulent Helle Oldrup Jensen:

– Vi skal blive bedre til at forebygge og tage professionelt hånd om unge med et problematisk forhold til alkohol og stoffer. Rusmidler skader de unges livskvalitet og skaber forhindringer for, at de kan gennemføre deres uddannelse. Derfor skylder vi dem at sætte fokus på problemerne, siger hun.

I 2012 viste en undersøgelse, at 88 procent af de unge drikker alkohol, 41 procent har prøvet hash, og 14 procent har taget hårde stoffer. Desuden svarede 18 procent, at de havde været i skole påvirket af alkohol eller stoffer.