1864

I dag for præcis 150 år siden gennemførte den danske hær tilbagetrækningen af tropper fra Dannevirke. Et par dage før var der udbrudt krig mellem på den ene side Preussen og Østrig, på den anden side Danmark. Og det var den danske overgeneral De Meza, en ældre excentrisk herre på 72 år, som besluttede sig til denne tilbagetrækning.

Det var en af de få fornuftige ting vi foretog os i den krig (og så lige slaget ved Helgoland). Ellers gik set med danske øjne alt det galt der kunne gå galt og vi gjorde alle de fejl der overhovedet kunne gøres både politisk og militært.

De fleste danskere har hørt om 1864 krigen, vel set det berømte maleri hvor danske soldater i bidende kulde trækker af sted med nogle kanoner med kurs mod Dybbøl, ved vi vandt slaget ved Helgoland, hvor fregatten Jylland deltog. Men så ved mange af os heller ikke så meget mere end vi igen tabte en krig på landjorden (det var vi gennem tiderne været ret gode til) og mistede bl.a. Sønderjylland. Udfaldet af krigen medførte en stor traume for den danske befolkning, og var vel også med til at skabe en antitysk stemning i den danske befolkning som har holdt sig næsten til i dag. Pludselig opdagede vi at vi ikke mere var en stormagt , men et lilleputland og Dalgas ord : Hvad udadtil tabes skal indadtil vindes, var kun et lille plaster på såret.

Når der ikke er skrevet så meget om denne krig, så er det fordi emnet også i videnskabelige kredse har været omgivet af en slags tabu.

Vi skal faktisk helt op til ca. 2010 før der går hul på bylden. Det sker ved udgivelsen af den fremragende bog; Slagtebænk Dybbøl, efterfulgt af Dommedag Als, begge skrevet af forfatteren, journalisten og historikeren Tom Buk-Swienty.

Utrolig spændende, man kan næsten slet ikke slippe bøgerne , men også dybt deprimerende læsning set med danske øjne.

Som tidligere nævnt, går alt galt: Vi prøver ved krigens start, at sluge en cocktail som hedder Bismarck, Preussen og Europas bedste hær med bagladegeværer og riflede kanoner. Ikke smart at lade sig lokke i krig, men forføreren var ingen ringere end Grev Otto von Bismarck, kaldet Jernkansleren, vel den bedste europæiske statsmand i nyere tid. Egentlig ville han ikke så meget i krig for at få den danske konges to hertugdømmer Slesvig & Holsten, men mere bruge krigen for at vise de mange små tyske stater hvem der havde bukserne på, og på at forene disse mange småstater til et samlet rige med den preussiske konge som kejser.

Det lykkedes efter Preussen havde givet rivalen Østrig og senere Frankrig en militær lærestreg i stil med Danmark. Vi havde ikke en chance ved Dybbøl overfor en veldiciplineret og dygtig ledet preussisk hær der som tidligere nævnt, var udrustet med bagladegeværer og riflede bagladekanoner, som kunne ligge udenfor skydeafstand af de danske kanoner. Da tyskerne stormede de sønderskudte danske skanser endte det som en katastrofe for den danske hær, der måtte flygte over til øen Als med købstaden Sønderborg.

Og man græmmer sig mere og mere efterhånden som man kommer igennem Slagtebænk Dybbøl. Især et afsnit fik mig til at bande højlydt: Kapitlet om det tyske og danske militære lægevæsen/korps: Det tyske fungerede, man fristes næsten til sige, selvfølgelig perfekt, mens det danske ikke var noget at råbe hurra for, men da det nyoprettede Røde Kors tilbød begge parter hjælp, så afslog danskerne: vi kunne sagtens klare det selv!

Så gik der fredsforhandlinger i gang i London, her deltog foruden de stridende parter bl.a. også englænderne og svenskerne, og vi regnede med både engelsk og russisk velvilje som under treårskrigen. Men den politiske situation var i mellem tiden ændret: Preussen og Rusland var blevet gode venner fordi preusserne hjalp russerne med at slå et polsk oprør ned, og den engelske Dronning Victoria var blevet gift en tysk prins, som rådgav hende i politiske anliggender. De ville stadig godt hjælpe os til en fornuftig fred, men de danske diplomater optrådte fuldstændig halsstarrigt bakket op af en manisk/depressiv statsminister og biskop Monrad i København, og vi kunne have fået en grænse nær den nuværende dansk-tyske grænse fra 1920, hvis vi havde ladet fornuften råde.

Krigen brød ud igen, tyskerne ville storme over til Als i en mængde robåde, men blev i første omgang forhindret i foretagenet af det skotsk byggede panserbatteri Rolf Krake, men efter lidt mere end en halv times kamp trak Rolf

Krake sig af uforståelige grunde ud af kampen og dampede mod Augustenborg. Rolf Krake var frygtet af preusserne og østrigerne, da det under kampen ved Dybbøl blandede sig i denne kamp ved at beskyde de tyske skanser. Måske var skibet i datiden en smule overvurderet og det vidste den danske kaptajn sikkert, så måske derfor trak han skibet ud af kampen, inden det blev for lyst. Resultatet af stormen på Als var at store dele af Sønderborg oplevede den moderne krigs rædsler, den danske hær blev evakueret til Fyn af flåden og tyske og østrigske tropper oversvømmede Jylland, og ligesom ved Fredericia under treårskrigen, foretog de danske hær et udfald, dog ikke mod fjenden men mod Fyn uden kamp.

Vi mistede de to hertugdømmer og grænsen kom til at ligge ved Kongeåen frem til genforeningen 56 år senere.

Alt det kan man læse mere om i Tom Buk-Swientys to bøger om 1864, og her til foråret kan man opleve forfatteren i egen person på Holbæk bibliotek. Der bliver rift om biletterne, når de frigives. Samme forfatter kan man næsten på samme tid mødes i AOF-regi, hvor han fortæller om sin bog om Karen Blixens far.
I øvrigt har Tom Buk-Swienty også skrevet en meget spændende bog om den danske journalist og fotograf Jacob Riis, som emigrerede fra Ribe til USA og som både i ord og billeder beskrev slummet i storbyen New York.

Og krigen i 1864 er også omdrejningspunktet i en spændende dramadokumentarisk serie, som DR viser til efteråret. Det skal være den dyreste produktion DR hidtil har givet sig i kast med.