Søndag eftermiddag ved 17-tiden henvendte en kvinde sig til politiet og fortalte om en mand, som muligvis havde forsøgt at filme en anden kvinde i et solcenter i Ahlgade i Holbæk.
Kvinden havde bemærket manden komme ind i solcenteret, hvor han havde åbnet en af dørene ind til en kabine, som var i brug. Den kvindelige anmelder så, at manden havde et apparat i hånden, som han muligvis brugte til at filme eller fotografere med. Da hun spurgte manden hvad han lavede, svarede han, at han kendte kvinden i kainen og han ventede på hende. Herefter forlod han solcenteret og satte sig til at vente i en sølvgrå stationcar.
Da kvinden fra kabinen – en 19-årig kvinde fra Holbæk – kom ud og fik fortalt hvad der var sket, nægtede hun stærkt chokeret ethvert kendskab til manden.
Den kvindelige anmelder har over for politiet beskrevet manden som værende dansk af udseende, 50-55 år, ca. 170 cm høj, almindelig af bygning, gråt kort hår, skægstubbe som ved anlæg til fuldskæg, brugte briller, iført lys/beige læderjakke og mørke jeans.
Politiet kørte til stedet og ledte efter manden, men fandt hverken hom eller bilen.
Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har set manden og hans bil ved solcentret, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Politiet kan kontaktes på telefon 114.