22. november 2024

Foto: Politi.dk

Spritkørsel er et problem - liget meget hvor det sker. Foto: Politi.dk
Spritkørsel er et problem – liget meget hvor det sker. Foto: Politi.dk
Jeg tror ikke der hverken er flere eller færre der kører med sprit i blodet på Orø end i den øvrige del af Danmark herunder Holbæk, men man lægger nok mere mærke til det, når et spritbilist bliver “knaldet” på Margrethes ø.

Men der er et fælles problem på de danske småøer, for på DR-Sjællands hjemmeside kan man læse: Småøerne er det rene cowboyland, og her beskrives, at på en af disse småøer fik halvdelen af de standsede et bødeforlæg. De hyppigste årsager var manglende sele og sprit i blodet. Færdselsloven gælder ” sjovt” nok også de danske småøer.

Det kan være fristende at liste hjem med en småbrandert, når man bor på Isefjordens Perle: Vi kender jo vejen, vi kører ikke så stærkt, og så er der jo aldrig politi herovre.

Men for de af vore læsere som regelmæssigt læser Holbaekonline.dk vil vide: Det sidstnævnte er er ikke sandt. Inden for halvanden måned har færdselspolitiet tre gange aflagt Orø et lille besøg, og hver gang har der været “gevinst”.

Og politiet kender godt jungletrommerne. Forbi er den tid hvor poltiet kom fra Holbæk politikreds, og forbi er den tid hvor politiet bad færgepersonalet sende regningen til politiet. Nu kommer betjentene i civil bil, nogle gange sågar i en gammel kassevogn og så forklædt.

Lidt ærgerligt for Orø, at vi tilsyneladende så tit optræder i politirapporten. For mere end ti år siden, da Deres udsendte flyttede teltpælene fra Nordsjælland til Isefjordens Perle, sagde min bedre halvdel til mig: Jesper når du kører forbi Forsamlingshuset, så kør forsigtig, pludselig er der en idiot som bakker ud uden at se sig for, for de tror, at når man har en lille eller større “skid” på, så færdes man mere sikker på 4 hjul end to ben.

Men de sidste par år har Orø fået et bedre “sprit”-rygte end tidligere. Derfor er det ærgerligt der nu lige pludseligt dukker en masse spritoverskrifter op om Orø. Og vi kan alle være med til at forhindre dette: Dels kan man lade være med at køre med sprit i blodet, dels har man som medvider også et moralsk medansvar: Jeg selv har et par gange både her og andre steder simpelthen taget bilnøglen fra folk , der fået for meget indenbords. De bliver måske sure, men næste dag er de som regel glade for man gjorde det. Så inden du sætter dig bag rattet, med måske lidt for megen alkohol i blodet så tænk: På Orø bor der også børn .