Politi med hunde og en helikopter fra søværnet, blev søndag aften sat ind i eftersøgningen af en 87-årig dement kvinde, som var forsvundet fra sin bopæl.
Politiet fik klokken 18.50 en anmeldelse fra hjemmeplejen om, at den 87-årige kvinde var forsvundet fra sit hjem på Damgårdsvej i Holbæk. Hun havde taget sin rollator med sig, men var ikke iført overtøj. Hjemmeplejens personale havde i knapt halvanden time forgæves ledt efter kvinden i nær-området, hvor man ved tidligere lejligleder havde fundet hende. Men denne gang kunne de ikke finde henede.
Politiet sendte patruljer, herunder flere hundepatruljer, til området for at lede efter den 87-årige og Søværnets Operative Kommando (SOK) blev bedt om hjælp i form af en helikopter til at lede efter hende. Politiet frygtede, at hun kunne være gået i retning mod vandet.
En politihund fandt kl. ca. 20.30 den 87-årige i live, men dog noget afkølet, liggende på en terrasse ca. 300 meter fra hendes bopæl. Hun var kommet op på terrassen, men kunne ikke komme ned ved egen kraft, hvorfor hun havde lagt sig og ventede på hjælp.
Lægen i helikopteren undersøgte kvinden, der hefter blev fløjet til helipaden ved Holbæk, hvorfra en ambulance bragte hende til Holbæk Sygehus, hvor hun fik den fornødne behandling.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at kvindens familie var blevet underrettet om eftersøgningen.