Fra den kommende sommer er det ikke længere muligt at blive uddannet som lærer i Holbæk.
Bestyrelsen i University College Sjælland, der har sit hovedsæde i Roskilde, har på et møde i december diskutteret at lukke for uddannelsen i Holbæk. Det skal ske fordi bestyrelsen mener, at det vil give et bedre fagligt miljø på læreruddannelsen.
Der er i dag indskrevet 226 studerende på læreruddannelsen i Holbæk, hvoraf halvdelen dimitterer til sommer. Forventningen er, at der i efteråret 2014 kun vil være omkring 150 studerende på uddannelsen i Holbæk.
– Læreruddannelsen i Holbæk har været meget succesfuld, men situationen er nu, at der fra efteråret 2014 vil være tale om et meget lille fagligt miljø med 30-35 studerende pr. årgang. Vi vil fremover langt bedre kunne tilbyde læreruddannelsen i større og stærkere faglige miljøer i Roskilde og Vordingborg, fortæller bestyrelsesformand Hans Stige.
Med den nye læreruddannelse er der indført krav om, at de studerende skal have mindst tre undervisningsfag. Fagene består nu af moduler, der kan sammensættes fleksibelt, og den nye læreruddannelse indebærer således en stor valgfrihed for de studerende.
– Det er ikke muligt at etablere et tilstrækkeligt alsidigt fagudbud i Holbæk. De studerende vil være nødt til at tage fag andre steder, og derfor er det den bedste løsning, vi er nået frem til, selvom det er en trist beslutning, når vi i så mange år har drevet uddannelsen i Holbæk i et stærkt og gensidigt samarbejde med kommunen og med de lokale skoler. De studerende på læreruddannelsen i Holbæk vil naturligvis være sikret alle muligheder for at videreføre deres uddannelse i UCSJ i Roskilde og Vordingborg eller som e-læringsuddannelse, udtaler rektor Ulla Koch.
Der er ikke planlagt afskedigelser af medarbejdere i forbindelse med lukningen af udbudsstedet i Holbæk.
UCSJ vil nu indhente en udtalelse fra Regionsråd Sjælland og fra uddannelsesudvalget for læreruddannelsen, inden bestyrelsen ved sit møde den 28. marts skal træffe endelig beslutning og efterfølgende orientere uddannelsesministeren.
Virkelig ærgerligt.