22. november 2024

Redaktionen har modtaget nedestående:

Svinninge Bibliotek.

Jeg deltog i et – af Svinninge Lokalforum – hurtigt indkaldt møde på Svinninge Bibliotek i torsdags. Der deltog 20-25 personer. Mandag var der møde mellem Svinninge Lokalforum og borgmesteren. Det signalerer aktiv politisk interesse.

Budskabet på mødet i torsdag var ikke til at misforstå: – Vi vil under ingen omstændigheder miste vort bibliotek. Der var delte meninger, om et nyt supermarkeds placering og om der var behov for et mere.

For svinningeborgerne er biblioteket det lokale guldhorn. Og guldhorn er ikke noget man sælger. Bygningerne er opført til bibliotek og derfor helt unikt til formålet.

For mig er tilgangen til, om der skal være et nyt supermarked i Svinninge, en prøvesmag på det nye ”Demokratieksperimentarium”, og det lang tid før, udvalget er trådt sammen og har haft sit første møde.

Borgerne inddrages i beslutningsprocessen og ikke først når politikerne har besluttet sig.

Det er – desværre – ofte set, at borgerne kun er med til at flytte ”kommaer,” når projekter først er bestemt.

Jeg er selv med i det nye udvalg og glæder mig til at være med til at udlægge spor for, hvordan samarbejdet mellem borgerne, forvaltningen og det politiske system bliver i fremtiden.

Onsdag skal vi i Økonomiudvalget behandle og godkende ”kommissorium for demokratieksperimentariet”. Et af under punkterne hedder, øget fokus på borgernes udbytte af involvering. Vi kan allerede nu vise svinninge-borgerne, at vi mener det alvorligt!

Det er en lang proces og selvfølgelig skal borgerne høres og udvalget, skal finde sine ben at stå på”. Et godt sted at starte kunne være, en lille navneændring, til noget mere mundrettet end ”Demokratieksperimentariet”

Bjarne Kongsted (V)

Medlem af Holbæk Byråd

1 thought on “Læserbrev: Svinninge Bibliotek

Comments are closed.