Mandag aften klokken 20.42 fik politiet en anmeldelse fra en ansat i Expert i Holbæk Megacenter, som netop var blevet truet af en røver.
Den ansatte var ved at forlade butikken efter endt arbejde, da en udenlandsk mand kontaktede ham og bad om hjælp. Strak efter forlangte manden – der samtidig truede med en kæp – at få pengene. Men den ansatte afslog og gik ‘truende’ et par skridt frem mod røveren og det var nok til, at røveren opgav sit forehavende og flygtede hen til en ventende bil med en med-gerningsmand ved rattet. De to kørte væk fra stedet ad Stenhusvej i retning mod Holbæk by.
Røveren beskrives som: mand, 22-28 år, anden etnisk oprindelse end dansk, 175-180 cm høj, spinkel af bygning, iført en mørk/sort jakke med pels på kraven og mørke cowboybukser. Han truede med en lang kæp/pind og talte dansk med accent. Han flygtede fra stedet i en mørkegrå personbil – muligt Mazda stationcar-model – uden nummerplade og nummerpladebelysning bagpå, men kun nummerplade foran, og med rust på bagklappen. Bilen havde gulligt lys i forlygterne. Den ansatte løb efter flugtbilen og kunne se, at nummerpladen foran startede med S eller Z.
Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket personerne eller bilen i forbindelse med røveriet, eller fra et ældre ægtepar kørende i en personbil kørende på Stenhusvej, da røverne flygtede fra stedet. Politiet kan kontaktes på telefon 114.