Der er tilsyneladende ikke rigtig styr på tingene i Havnekiosken på havnen i Holbæk – og det koster nu 10.000 kroner i bøde.
Fødevarekontrollen lagde i midten af oktober vejen forbi Havnekiosken til et ekstra besøg, fordi virksomheden i august måned havde fået en halvglad smiley og flere indskærpelser.
Under besøget i august havde Fødevarekontrollen gjort opmærksom på, at der skal laves temperaturkontrol og være en procedure for tre timers reglen på ristepølser. Dengang havde ejeren fortalt kontrollanten, at “han kunne ‘se’ på pølserne hvornår de var varme nok” og han “havde været i branchen mange år”.
Men på trods af indskærpelsen tilbage i august, var der stadig ikke styr på pølserne, da kontrollen kom forbi den 16. oktober.
Ifølge kontrolrapporten var virksomhedens bemærkning: “personalet er ikke blevet informeret om at der skal være procedure for temperatur ved varmholdelse af pølser” og så lovede man, at man “vil starte målinger idag (16.10.2013 -red.)”.
Den manglende temperaturkontrol koster nu Havnegrillen en bøde på 5.000 kroner.
Men det var ikke det eneste, som Fødevarekontrollen fandt kritisabelt i den ellers populære is- og grillkiosk.
Døde fluer og fedtet overflade
Under besøget i august måned blev det indskærpet overfor virksomheden, at der skulle gøres ordentligt rent. Her var der blandt fundet døde fluer, gamle pomfrites og der var i det hele taget snavset.
Men ved kontrollen den 16. oktober var rengøringen heller ikke i orden.
I rapporten har fødevarekontrollanten skrevet “Der ligger en del døde fluer på emfanget ved insektfanger og overfladen er fedtet og støvet”.
Virksomheden lovede, ifølge kontrolrapporten, at den “vil stramme op på rengøringsproceduren”.
Snavset og de døde fluer betyder, at Fødevarekontrollen kommer på besøg igen.
Kontrollanten tjekkede også vedligeholdelsen af produktionsområdet og køle-frostrum og fandt ikke noget galt der.
Kunne ikke fremvise dokumentation
I august måned indskærpede fødevarekontrollen at virksomheden skulle kunne fremvise dokumentation for varemodtagelse og opvarmning/nedkøling. Det skete fordi, man ikke dengang kunne fremvise den lovpligtige dokumentation.
Det kunne man heller ikke under kontrollen den 16. oktober. Forklaringen var, at “ejer havde mapper med hjemme for at lave nye kopier”.
Fordi Fødevarekontrollen ikke kunne se dokumentationen blev der givet et bødeforlæg på 5.000 kroner.
Til gengæld kunne Havnekiosken godt fremvise dokumentation for opbevaringstemperatur køl/frost.
Sur smiley
Udover en samlet bøde på 10.000 kroner, så har Havnekiosken også fået en sur smiley på tilsynsrapporten.
Dokumentation: Kontrolrapport fra 16. oktober 2013 og Kontrolrapport fra 8. august 2013