24. november 2024

Holbæk B&Is formand, Kenny Jensby takker af efter to år på posten. Arkivfoto: Jesper von Staffeldt.

Liberal Alliances Kenny Jensby langer hårdt ud efter Enhedslistens forslag. Arkivfoto: Jesper von Staffeldt.
Liberal Alliances Kenny Jensby langer hårdt ud efter Enhedslistens forslag. Arkivfoto: Jesper von Staffeldt.
Liberal Alliances spidskandidat, Kenny Jensby, kalder idéerne fra Enhedslistens Karen Thestrup Clausen om f.eks. at lade kommunen selv producere for ‘kommunisme’.

Holbaekonline.dk har spurgt spidkanditaten hos Liberal Alliance, Kenny Jensby til hvad han mener om de forslag, som Enhedslistens spidskandidat Karen Thestrup Clausen kommer ind på i sit læserbrev (hele læserbrevet kan læses her).

Heri foreslår Karen Thestrup Clausen at kommunen selv kan lave virksomheder, og dermed skaffe arbejdspladser, så længe det sker til eget brug:

“kommunen kan producere til eget brug, f.eks. have en planteskole, hvis produkter bruges i kommunale parker, og på kirkegårde. Andre eksempler er et gartneri, som leverer grønsager til brug i kommunale institutioner, en kørselsafdeling, der dækker kommunens kørselsbehov, et autoværksted, der reparerer kommunens køretøjer, og en håndværkerafdeling, som udfører reparationer på kommunens faste ejendomme”, skriver Karen Thestrup Clausen

Til det siger Kenny Jensby:

– Det hænger jo fint sammen med partiets ideologi, som jo handler om at nationalisere/kommunalisere virksohederne. Altså ren kommunisme, som jo forlængst har bevist, at det ikke fører til noget som helst godt, siger Kenny Jensby, der i stedet mener fri kokurrence er vejen frem:

– Den frie konkurrence har bevist, at den avler effektivitet, nyskabelse og kvalitet til de laveste priser. Kommunerne kan spare masser af penge ved at øge udliciteringen, og det er jo nemt at forstå, når man ser på kulturen i den offentlige sektor. Tag bare det høje sygefravær i Holbæk kommune.

Forkert med sociale klausuler
Karen Thestrup Clausen slår i sit læserbrev til lyd for, at der indføres sociale klausuler, der kræver at arbejdsgiverne tager et ansvar for uddannelsen af unge:

“Det er derfor vigtigt at sikre at der indarbejdes sociale klausuler i forhold til dette i hvert eneste offentlige anlægsarbejde. Skal man udføre et stykke håndværksmæssigt arbejde for vores kommune, så skal man også tage del i det ansvar som samfundet har for at uddanne den kommende generation af håndværkere.”

Men heller ikke det, er Kenny Jensby enig i:

– Det [er] den helt forkerte vej at gå. Frivillige aftaler med erhvervslivet er vejen frem. Der er jo ingen virksomheder, der har lyst til at byde på offentlige opgaver, hvis det kræver, at det offentlige skal bestemme over virksomhederne. Virksomhederne ansætter de folk, som de har brug for til en opgave, det kræver den sunde konkurrence.

Kenny Jensby mener i stedet, at man skal gøre det nemt og billigt at drive virksomhed:

– Så skabes der konkurrencekraft, og flere ordrer kommer i bogen, og beskæftigelsen stiger. Bedre rammevilkår, lavere skatter og afgifter stimulerer beskæftigelsen, siger Kenny Jensby, og fremhæver lønnedgang for medarbejderne som en mulighed:

– Tag nu bare slagteriarbejderne (i Danish Crown -red.), hvor tillidsmændene anbefalede lønnedgang. Hvis regeringen sørgede for, at lette skatten også for de laveste indkomster, ville folk have den samme løn efter skat, og de mange arbejdspladser ville have været bevaret.

Lokale virksomheder udviser ansvarlighed
Spidskandidaten fra Liberal Alliance minder om, at der allerede er stor ansvarlighed blandt de lokale virksomheder:

– Sociale holdninger hersker i stor udstrækning i det private erhvervsliv. Alene i holbæk er der omkring 700 virksomheder, som frivilligt beskæftiger folk, som er på kanten af arbejdsmarkedet. Det gælder flexjobbere, kontanthjælpsmodtagere og folk på sygedagpenge, slutter Kenny Jensby, der også er Formand for Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse og erhvervsdirektør i Holbæk Erhvervsforum.