21. november 2024

Ifølge en prognose i Politiken får Holbæk muligvis - med 60 - 95% sikkerhed, en rød borgmester efter valget. Det kunne så blive Sine Agerholm (billedet). Arkiv foto: Rolf Larsen.

Den socialdemokratiske gruppeformand Sine Agerholm, kommenterer borgmesterens udtalelser. Arkivfoto: Rolf Larsen.
Den socialdemokratiske gruppeformand, Sine Agerholm finder det “meget interessant at høre Sørens redegørelse for, hvordan der kan opstå en difference på 215 mio. kr. i partiernes opfattelse af, hvor mange penge der mangler”, fortæller hun Holbaekonline.dk efter hun har set dette web-tv indslag med borgmesteren.

– Som landet ligger mangler der altså ca. 300 mio. kr. over de fire år – herfra kan så trækkes direktionens anbefaling om at indarbejde forventninger til gevinster ved yderligere effektiviseringer på 15 mio. kr. i 2016 og 45 mio. kr. i 2017. Disse forventninger har alle partier medtaget efter drøftelsen i Økonomiudvalget i dag. Det bringer os ned på en endnu mindre udfordring end udgangspunktet på de godt 300 mio, fortæller Sine Agerholm og fortsætter:

-I Socialdemokraternes beregning er den 10 årige anlægsplan medtaget som fremlagt af direktionen, og bufferen på de 25 mio. kr. ligger også i summen. Vi har simpelthen været alt budgetmaterialet igennem, og vi har bedt kommunaldirektøren om at dokumentere de politiske beslutninger/signaler fra et flertal på et af de to budgetseminar, der kunne ligge til grund for differencen på de 215 mio. kr. Vi har ikke fundet noget selv, og kommunaldirektøren har ikke kunnet fremlægge dokumentation.

– På den baggrund har vi konkluderet, at det er os, der har ret – og hvis borgmesteren ønsker yderligere puljer, nye økonomiske pejlemærker eller andet – i forhold til det byrådet hidtil har arbejdet efter, så må han lægge sine ønsker frem til politisk drøftelse og se, om han kan få et flertal for det. Indtil det sker, arbejder vi naturligvis videre ud fra de politiske beslutninger, der ER truffet, og vi forventer at direktionen og resten af byrådet gør det samme.

Sine Agerholm: Arena-pengene er der ikke
Socialdemokraterne har foreslået, at man sætter opførelsen af den nye Arena på ‘stand by’ efter man bl.a. har måttet opgive et center-projekt i Holbæk Have, som skulle have været med til at financere opførelsen af Arenaen.

– Jeg hæfter mig ved, at borgmesteren bl.a. siger, at ”vi har fundet pengene”. Det er en sandhed med modifikationer. I virkeligheden er pengene til Arenaen en del af ubalancen – dvs. hvis Arenaen ikke realiseres, så kan der trækkes 78 mio. kr. fra ubalancen i årene 2014-17, og så lander vi jo efterhånden på en samlet udfordring på et godt stykke under 200 mio. kr. Pengene til Arenaen er der altså ikke – dem skal man først ud og finde. Og det var netop derfor, at Socialdemokraterne før sommerferien anbefalede, at beslutningen vedr. Arenaen blev udsat, indtil vi havde fået et samlet overblik over kommunens økonomi. Det har vi nu, og vi kan konstatere, at pengene ikke umiddelbart er der. Derfor foreslår vi med vores forslag til budget, at beslutningen om Arenaens skæbne skal udsættes, indtil det nye byråd i foråret kan vurdere den økonomiske situation på baggrund af det oplæg, som direktionen kommer med i februar, slutter Sine Agerholm.

Web-TV: Interview med borgmesteren foran hullet