24. november 2024

Ved et-tiden i nat brød to mænd ind i en frisørsalon på Drivsåtvej i Jyderup.

Naboer til frisørsalonen kontaktede politiet og fortalte, at de to mænd stjal forskellige ting fra stedet og kørte væk på en knallert.

Politiet kørte til området, men fandt hverken knallert eller de to gerningsmænd.

Fra salonen havde de stjålet forskellige hårprodukter og fingerringe.

Et par timer senere fik politiet en henvendelse fra en ung mand, som oplyste, at hans kammerat ønskede at melde sig selv for indbruddet i frisørsalonen. Politiet kørte derfor til Jyderup og anholdt en 18-årig mand fra Holbæk. Han blev sigtet for indbruddet og har overnattet hos politiet, som vil afhøre ham nærmere i et forsøg på at få identificeret medgerningsmanden.

Politiets jurister vil tage stilling til, om den 18-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.