3. december 2024

Holbæk Kommune har ansat en koordinator, der skal hjælpe kræftpatienter tilbage til hverdagen.

Kommunens nyansatte koordinator, Karina Falk, skal guide de kræftramte til at leve et meningsfuldt liv efter sygdommen og giver dem redskaber til at tage hånd om og styre deres eget liv med de udfordringer, et liv med kræft kan give.

Karina Falk vil, udover at vejlede den enkelte, også holde kurser og oplæg. Det første kursus, som holdes i september, er ”Et liv i balance, livet med kræft”.

– En kræftsygdom kan vende op og ned på livet for den syge og dennes familie, og det kan være svært at få hverdagslivet til at fungere. Måske skal det være på andre præmisser end tidligere, så vi kigger på både de fysiske, psykiske og sociale elementer, og på hvad der fungerer for den enkelte, forklarer Karina Falk.