En familie i Holbæk vandt i lørdags den store gevinst i Lotto.
– Jeg har spillet Lotto de sidste 15-20 år. Jeg har en kupon, som jeg laver sammen med børnene. Det er ikke bestemte tal, men det har altid været vores, fortæller den kvinde, der som den eneste sad med alle syv vindertal på række efter lørdagens Lotto-trækning.
– Det er fuldstændig fjollet. Jeg ser normalt trækningen, men i lørdags var vi sammen med familien til middag. Jeg fik først tjekket tallene klokken 11 om aftenen, og så siger jeg til min mand: ”det kan da ikke være rigtigt”. Men det var det. Familien, der består af mor, far, datter og søn blev med et slag 7,4 millioner kroner rigere.
Kontrollerede igen og igen
– Vi ringede til vores søn, som vi ellers lige havde sagt farvel til. Han troede, der var noget galt, og kom selvfølgelig med det samme. Hele natten brugte vi på at kontrollere og kontrollere.
Datteren havde slukket sin mobiltelefon, så selvom familien flere gange forsøgte at ringe til hende, så var hun den eneste der fik sovet natten til søndag.
Først næste dag, kunne familien fortælle datteren om den store gevinst.
– Min søn fik fat i hende. Og hun blev så glad. Jeg tror næsten, hun græd. Men det var selvfølgelig af glæde, smiler den nyslåede Lotto-millionær.
Gevinsten skal deles i tre lige store portioner, men skal fejres sammen.
– Jeg tror, vi holder en stor familiefest i haven her i sommer, siger hun.