22. november 2024

Forenede Service A/S har, ifølge Fagbladet 3F, problemer med at udbetale korrekt løn til sine ansatte. Grafik: Rolf Larsen.

Forenede Service A/S har problemer med at udbetale korrekt løn til sine ansatte. Grafik: Rolf Larsen.
Forenede Service har store problemer med at udbetale den korrekte løn til sine medarbejdere i Holbæk Kommune.

Fagbladet3F.dk skriver i dag, at siden virksomheden overtog rengøring i Holbæk Kommune 1. marts sidste år, har ca. 74 medarbejdere kontaktet fagforeningen 3F, fordi de ikke mente, de fik korrekt løn. Indtil videre har Forenede Service har måttet betale mellem 550.000 og 600.000 kroner ekstra til medlemmer af 3F.

Ifølge Fagbladet3F.dk drejer det sig om alt fra manglende timebetalinger, manglende tillæg for aftenarbejde, manglende feriepenge og pension.

– Jeg har aldrig været ude for noget lignende. Det er helt uacceptabelt, at vi igennem det sidste år nærmest har ageret lønkontor for Forenede Service, fordi alt skulle tjekkes igennem, siger faglig sekretær i 3F Holbæk-Odsherred Birgit Jørgensen til Fagbladet3F.dk.

Forenede Service erkender fejl
Hos Forenede Service erkender administrerende direktør Steen Gede, at der har været for mange fejl i lønudbetalingerne i Holbæk:

– Folk skal selvfølgelig have den løn, de har tjent. Vi indrømmer også, at der har været for mange fejl. Det skyldes de mange nye procedurer, siger Steen Gede til Fagbladet3F.dk.