Sidesporet vil sende holbækkere og turister til tops i en ny klatrepark med svævebaner og hængebroer i trætoppene i Torbenlund Skov ved Naturskolen
Sidesporet havde først udset sig Strandparken som det rette sted til klatreparken, men massive protester fra naboerne fik sat en stopper for den placering.
Nu har kommune og Sidesporet så fundet en ny mulighed:
– Vi har lyttet til bekymringerne og de følelser, der er i spil omkring Strandparken. Derfor har vi fundet en ny placering i Torbenlund Skov ved Naturskolen og Knudskoven. Området har mange af de samme kvaliteter som Strandparken, men der er længere til naboerne, fortæller Emrah Tuncer, der er formand for Udvalget for Kultur og Fritid.
Udvalget besluttede på sit møde mandag at gå videre med planerne om at lade Sidesporet etablere en klatrepark og drive den i samarbejde med produktionsskolen NV Pro. Der er lagt op til, at Holbæk Kommune vil støtte etableringen med 200.000 kroner, men at Sidesporet til gengæld skal betale 20.000 kroner om året ti år frem i leje for den kommunale skov.
Udvalgsformanden glæder sig over Sidesporets initiativ og de oplevelser, der venter store og små legebørn:
– Det er en rigtig spændende idé og en god måde at kombinere oplevelser i naturen med sjov fysisk aktivitet. Vi kan se, at andre klatreparker er populære, så jeg er sikker på, at Sidesporet kan skabe en succes her i Holbæk, siger han.
I samspil med naturen
Skovstyrelsen og afdelingen Natur, Miljø & Landskab i Holbæk Kommune har kigget planerne grundigt igennem og vurderet, at en klatrepark kan forenes med hensynet til skoven. Dermed er alle nødvendige tilladelser på plads.
Da banerne skal monteres i træerne, bliver der taget helt særlige hensyn, så de og naturen i øvrigt ikke tager skabe. Samtidig vil det blandt andet være en del af aftalen, at parkens ansatte hver dag skal kontrollere, at der ikke ligger skrald i skovbunden.
Skovtur skal give syn for sagn
Den 12. januar kl. 13.00-15.00 inviterer Sidesporet og Holbæk Kommune alle interesserede til at kigge forbi i skoven, hvor de kan se eksempler på redskaber og høre mere om planerne.
– Det er måske ikke alle, der ved, hvad en klatrepark er, så vi vil gerne fortælle mere om de praktiske ting, men også om de muligheder vi ser i at have sådan en attraktion i byen, fortæller Kasper Lomholdt fra Sidesporet.
Han påpeger især klatreparkens potentiale i forhold til at tiltrække turister og skabe lokale arbejdspladser.
I en høring frem til den 31. januar kan borgerne komme med deres input, og herefter behandler udvalget igen spørgsmålet om placering af klatreparken. Den 20. februar tager byrådet endelig stilling til klatreparkens placering.
– Høringen giver borgerne mulighed for at komme bemærkninger og gøre os klogere, hvis der er forhold, vi ikke har fået med i de nuværende planer, understreger Emrah Tuncer.