Fremover skal det være slut med selvstændige nyhedsudsendelser til Nordvestsjælland.
Først var det TV2 Øst, der lukkede sin lokalredaktion i det Nordvestsjællandske, nu følger DR efter og stopper med at udsende selvstændige nyheder til vores område. Dermed skal lytterne fremover også lytte til lokalstof fra Maribo, Faxe, Stege og Herfølge.
DR Nordvestsjælland har kun eksisteret i seks år – inden da blev hele det sjællandske område dækket fra P4 Sjælland. Den model genindføres nu fra den 1. februar 2013.
For Radiochef Tor Arnbjørn giver det mening, at genindføre den følles nyhedsdækning:
– Erfaringerne har vist, at langt det meste af nyhedsstoffet i dag er fælles for de to stationer. Der er kun en begrænset selvstændig nyhedsdagsorden i Nordvestsjælland, og det giver derfor bedre mening at gå tilbage til den gamle model, hvor vi satser regionalt og ikke lokalt. De historier, der i dag er relevante nok til at blive dækket af DR Nordvestsjælland, vil i fremtiden blive dækket af DR Sjælland, så lytterne også i fremtiden vil få en stærk regional dækning af hele området.
Mere fleksible
Sammenlægningen sker som led i DRs løbende arbejde med at sikre, at seere, lyttere og brugere får mest muligt for public service-midlerne. Tor Arnbjørn fortsætter:
– Sammenlægningen betyder en mere optimal udnyttelse af vores ressourcer. Der vil eksempelvis ikke skulle produceres og afvikles to næsten enslydende nyhedsudsendelser til DR Sjælland og Nordvestsjælland hver dag. Det giver os også mulighed for at være mere fleksible til eksempelvis at være til stede ved store begivenheder og for at møde danskerne, som vi gjorde det med programserien ’Danmark på Spidsen’ sidste år. Sådan noget vil vi meget gerne gøre mere af, for eksempel ved vores kommende kommunalvalgsdækning.
Som følge af sammenlægningen nedlægges et antal stillinger. De nærmere detaljer herfor fastlægges i samarbejde mellem DRs ledelse og de faglige organisationer, oplyser DR.
Læs også: DR Medarbejder i chok over lukning