22. november 2024

På lørdag kan man møde de to damer, Lene Andersen (tv.) og Merete Ruud Hansen (th.) på Spisestedet Orø til en reception, hvor der fremvises både fotos og en ny jule-CD. Foto: Jesper von Staffeldt.

På lørdag kan man møde de to damer, Lene Andersen (tv.) og Merete Ruud Hansen (th.) på Spisestedet Orø til en reception, hvor der fremvises både fotos og en ny jule-CD. Foto: Jesper von Staffeldt.
Her på Orø kan vi – næsten – det hele selv, hvadentetn det drejer sig om fotografering eller musik.

Overdrivelse fremmer forståelsen, siger man jo. Og på Isefjordens perle kan vi meget selv: Vi har egen kirke, skole og ikke mindst egen læge med døgnvagt. Vi har eget supermarked, mange dygtige kunstnere og lokale musikere og gode madsteder. Så det er vel næsten, men også kun næsten lige før vi kan løsrive os, udtaler vor lokale medarbejder på Orø med et glimt i øjet.

Lene Andersen har boet på Orø i mere end tyve år, og er lidt af en multikunstner: Hun arbejder med keramik, glas, malerier og på det sidste også med fotos.

– Jeg begyndte med at tage fotos af solnedgange, for jeg kunne ikke finde ud af andet, fortæller Lene Andersen, der senere blev inspireret af naturen, især blomster og planter, i hendes egen lille have.

På Spisestedet Orø kan man nu se et lille udpluk af Lenes fotos af solnedgange, blomster og planter, og på lørdag d. 17.11 mellem 11 og 12 er der ferniseing af fotoudstillingen.

På samme tidspunkt præsenterer Merete Ruud Hansen sin nye jule-CD som ligeledes er “Made in Orø” idet indspilningen dels er foregået på hjemadressen på Brøndevej og dels i Orø kirke, hvor kirkens tidligere organist Ole Olesen ledsager Merete på orgel. Cd’en indeholder bl.a. Marys Boychild, Højt fra træets grønne top og Dejlig er jorden.

Den er kun fremstillet i et meget begrænset oplag på 100 nummerede eksemplarer, der fremover købes i Ø-butikken på Næsbyvej.

Men uden mad og drikke dur helten ikke, siger man jo, så på samme tidspunkt kan man på Spisestedet Orø, få smagsprøver på stedets julebuffet og en fadøl, sodavand eller en kop kaffe, hvis man vel og mærke, tager den folder med om Spisestedet, som blev husstandsomdelt for ca 14 dage siden.

Efter receptionen kan man nyde stedets julebuffet og høre Merete Ruud Hansen “live”.