23. november 2024

Redningsmandskabet måtte klippe bilens fører fri. Foto: Skadestedsfotograf.dk - Johnny D. Pedersen.

Redningsmandskabet måtte klippe bilens fører fri. Foto: Skadestedsfotograf.dk – Johnny D. Pedersen.

En ung kvinde blev i aftes kørt til behandling på Holbæk Sygehus, efter en færdselsulykke på Stokkebjergvej i Jyderup.

Ulykken skete omkring kl. 19.30, da kvinden skred af vejen med sin bil. Bilen ramte et træ i førersiden, lige bag føreren.

Kvinden var fastklemt, så redningsmandskabet måtte klippe hende fri af bilen, inden hun kunne tages ud på et såkaldt spineboard og køres til sygehuset. Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi kom den 18-årige kvinde ikke alvorligt til skade.