Holbæk Kommune har anskaffet sig fem nye elbiler, der skal afløse tilsvarende biler med dieselmotorer.
– Vi lægger stor vægt på grønne løsninger og har længe ønsket at få elbiler ind i vores bilpark. Sammenlignet med andre kommuner er vi nu helt i front, når det gælder grøn kørsel, siger Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard og fortsætter:
– De fem nye elbiler er godt nyt for miljøet. Sammenligner man med de dieselbiler, som udgør størstedelen af Holbæk Kommunes nuværende bilpark, vil hver enkelt elbil kunne spare miljøet for 1-1,5 ton CO2 om året.
– Som en offentlig virksomhed har vi et ansvar for at passe på vores miljø. Hvis vi kan spare op til 7,5 ton CO2 om året ved at anskaffe fem elbiler, så er det bestemt en miljømæssig gevinst, som er værd at tage med, mener borgmesteren.
Kommunen overvejer at anskaffe flere elbiler, bl.a. til det tekniske serviceområde. Borgmesteren finder det dog ikke realistisk at udskifte samtlige dieseldrevne biler endnu – hverken økonomien eller elbilerne er til det:
Økonomien er i orden
– Vi skal som alle andre kommuner holde et vågent øje med vores økonomi. Med de fem nye elbiler hænger økonomien sammen, men det ville ikke være tilfældet, hvis vi lavede en fuldstændig udskiftning af bilparken. Desuden kan elbiler endnu ikke dække alle vores kørselsbehov, siger Søren Kjærsgaard.
Medarbejderne i kommunen kan sætte sig bag rattet i de nye biler – efter en kort introduktion om køreteknikken. Bilerne har en rækkevidde på ca. 100 km mellem hver opladning. De er så godt som lydløse og har automatgear.
Fire af de nye biler får plads med opladning i parkeringskælderen på Kanalstræde i Holbæk by, mens den femte placeres ved Holbæk Kommunes Kompetencecenter på Oldvejen ved Andelslandsbyen Nyvang.