23. november 2024

Med sådanne kollegaer behøver man humoristisk sagt ingen fjender. Foto: Jesper von Staffeldt.

Med sådanne kollegaer behøver man humoristisk sagt ingen fjender. Foto: Jesper von Staffeldt.

Orø skole – og for den sags skyld også hele øen – sagde i dag farvel til Bjarne Kyhnauv, en populær, dygtig og humoristisk skoleder.

Det var hverken helt frivillig da Bjarne blev ansat på Orø skole i 1990, eller helt frivilligt da han nu efter 5 år som skoleleder går på pension. Det kræver en forklaring:

Bjarne Kyhnauv var i 1990 ansat som lærer på Bjergmarkskolen i Holbæk. Men da der var en lærer i overskud og SIFU princippet var gældende (SIFU = Sidst ind, først ud), fik han tilbudt et job på “Djævleøen ” (læs Orø).

Det har hverken Bjarne eller skolen fortrudt. Det fremgik af flere af talerne: Bjarne er en afholdt og meget kompetent skolelder, for hvem Orø skole betyder næsten alt, men H.C. Andersens motto: At rejse er at leve, betyder også meget for ham. Rejserne har inspireret ham til at lave mad fra eksotiske lande, hvilke hans kollegaer har haft megen glæde af.

Trods regnen faldt i stride strømme, var stemningen munter under dagens to timer lange reception; Da Bjarne ville bevæge sig ud i regnen og brokkede sig over ikke at have en paraply, faldt følgende bemærkning promte: Lad være med at brokke dig, du bliver trods alt ikke våd i håret!

Når vi skriver Bjarnes pensionering ikke er helt frivillig, så skyldes det, at Holbæk kommune har fået en ny skolestruktur, som betyder at Orø skole sammen med Absolonskolen bliver én skole under navnet Isefjordens skole.

Afskedsreceptionens højdepunkt var så absolut, da hans kvindelige kollegaer sang nedenstående sang, højt, tydeligt og falsk. Efter denne sang, går der nok et stykke tid før Bjarne atter aflægger skolen et besøg.

Teksten lyder i uddrag: Til Bjarne fra lærinderne: Kan I klar´jer uden mig, Kan I klar´jer uden mig…. Ja du kan tro , vi klarer os, sa´kvinderne her på skolen….. Det er på eget ansvar man lytter med, Holbaekonline.dk tager ikke ansvaret for evt. høreskader. Gad vide om koret bliver engageret til at levere musikken til sommerens mange kræmmermarkeder foran ø-kontoret?