22. november 2024

Orø 2022? Foto: Jesper von Staffeldt

Orø 2012 - Foto: Jesper von Staffeldt.

En rollator er ikke noget man skal spøge med, mange af os kan få brug for en sådan når vi passerer de 70.

Men desværre er der også nogle der kan få brug for en rollator i en meget tidlig alder p.g.a. af en hjerneblødning eller blodprop. Alligevel vover Deres udsendte denne lille spøg, med et stænk alvor i: Som omtalt tidligere var Deres udsendte med bopæl på Isefjordens perle i sidste uge på Langeland på en miniferie. Under besøget fik jeg lejlighed til at pløje Lokalavisen Ø-boen igennem, og når jeg bruger ordet pløje, så skyldes det den er fyldt med relevant læsetof, noget man ikke er vant til, når man bevæger sig væk fra Storkøbenhavn.

I denne avis fandt undertegnede et lille læserbrev: Gåture med rollator.

I dette læserbrev står bl.a.: “I løbet af de sidste år er der kommet mange mennesker med rollatorer i Rudkøbing og omegn, og da det er en god og meget betryggende opfindelse, synes jeg den kan udnyttes mere end bare til indkøb. Derfor fremkommer jeg her med et forslag om at danne en vandreklub, hvor vi marcherer afsted med vore rollatorer rundt i byen og ud i naturen på de gode vandrestier som er anlagt udenom Rudkøbing.”

Orø 2022? Foto: Jesper von Staffeldt

Måske skulle man tage den ide op på Orø, for sådan som befolkningsudviklingen ser ud, så bliver den i forvejen store “grå(hårede) masse” endnu større, idet de unge familier af flere årsager desværre forlader øen. Britta Holcher som ses på billederne er en ivrig stavgænger, men om ti år kan det være stavene er forladt til fordel for en rollator for en stor del af øens befolkning, hvis denne tendens med at de unge “svigter” øen fortætter. – Det går ikke så stærkt her på Orø, men det går – hævder min nabo , så derfor skulle vi måske i god tid tænke på at gøre de mange trampestier med den smukke natur mere rollatorvenlige. At gå på f.eks. trampestien mellem Campingpladsen og Orø strand kræver selv nu et godt bentøj. Og var det ikke en kendt nu afdød skibsreder der brugte udtrykket “rettidig omhu”?

Læserbrevet fra Ø-boen kan hentes her (.pdf-fil) og er bragt med tilladelse.

Klummen er udtryk for forfatterens holdning, og er ikke nødvendigvis Holbaekonline.dk’s holdning. Har du lyst til at skrive en klumme? – så skriv til info@holbaekonline.dk

1 thought on “Klumme: Skal Orø være en rollatorvenlig ø?

  1. Ja!Lige nu er vores veje ikke rolator venlige!De er slet ikke venlige.For tredie gang på kort tid,er en person,uden rolator faldet på Brøndevej!Vejene buer meget i siderne og har huller flere steder.Og så køre bilerne alt for stærkt!

Comments are closed.