Vattenfall har fremlagt en støjmåling for vindmøllerne ved Hagesholm nordvest for Holbæk. Rapporten dokumenterer, at møllerne overholder støjgrænserne.
Siden den 19. april har møllerne ved Hagesholm stået stille. Holbæk Kommune udstedte dengang et standsningspåbud, fordi Vattenfall som ejer af møllerne endnu ikke havde forelagt de krævede støjmålinger. Nu er dokumentationen klar i form af en rapport fra støjmålingsfirmaet DELTA.
– Rapporten viser, at støjgrænserne overholdes på mølletyperne ved Hagesholm. På den baggrund har Vattenfall igen mulighed for at starte møllerne, siger Jeppe Søndergaard, der er chef for Teknik og Miljø i Holbæk Kommune.
Støjrapporten viser blandt andet, at støjen for de naboer, der bor i de mest belastede boliger svinger mellem 35 dB og 44 dB. Det ligger indenfor grænserne af Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1518.
– På baggrund af rapporten har Vattenfall tilladelse til at gå i gang igen. Jeg er dog lidt ked af, at det skulle ske så hurtigt, at vi ikke har haft mulighed for at orientere naboerne på forhånd, siger John Harpøth, der er formand for Udvalget for Klima og Miljø i Holbæk Kommune.
Vattenfall kan dog endnu ikke sætte samtlige møller i gang. Der mangler fortsat enkelte målinger på en enkelt mølle. De målinger vil DELTA udføre de kommende dage, hvorefter den sidste mølle også kan sættes igang.
Rapporten fra DELTA består af målinger på fire ud af de ti møller ved Hagesholm. Det skyldes, at man i vindmølleparker kun skal måle på to af hver mølletype. Og ved Hagesholm er der kun to former for møller.