25. november 2024

Politiet rykkede natten til lørdag ud til Ladegårdsparken i Holbæk.

Kort efter midnat fik politiet en henvendelse fra en borger, som følte sig forfulgt af en gruppe på 4-6 personer.

Politiet kørte til området for at virke tryghedsskabende over for beboerne. En taxa-chauffør henvendte sig til patruljerne og oplyste, at en ukendt gerningsmand netop havde skudt mod taxaen. En af ruderne i bagdørene var gennemhullet. Chaufføren, som var alene i taxaen da der blev skudt, oplyst at han havde hørt et ”skud” umiddelbart før taxaen blev ramt. Ingen personer kom til skade ved skuddet.

Politiet undersøgte området med tjenestehunde for at finde ud af, hvad der var blevet skudt med. Efter et par timer forlod politiet området.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der kan bidrage med oplysninger om skuddet mod taxaen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.