Med et godt salg af nye og brugte lifte i årets første måneder og med udsigt til gryende vækst i den danske økonomi sætter M.J. Hydraulik i Holbæk turbo på salgsindsatsen.
Virksomheden, der holder til på Bødkervej, er blandt Danmarks førende leverandører af lifte til bl.a. udlejningsbranchen, trafiksektoren og byggeriet. Man har netop solgt 16 lifte til den europæiske Cramo koncern. Cramo skal anvende liftene på det svenske, danske og tyske marked.
– Det er blot en af flere ordrer, der giver os en vished om, at markedet er på vej tilbage til mere normale tilstande, siger Chris Johansen, salgschef i M.J. Hydraulik.
M.J. Hydraulik kunne tidligere i år offentliggøre, at familievirksomheden havde fået agenturet på den kinesiske Dingli lift. I forvejen forhandler M.J. Hydraulik lifte fra bl.a. den italienske producent Oil & Steel.
M.J. Hydraulik intensiverer nu også kommunikationen med markedet. Det sker via en ny hjemmeside på dansk og engelsk:
– Vi er meget aktive på det europæiske marked, både når det gælder salg af lifte og af reservedele. Derfor skal vores kommunikation også have et internationalt niveau, og det sikrer vi bl.a. via den nye hjemmeside og et nyhedsbrev, siger Chris Johansen.
Den nye hjemmeside kan ses på www.mj-hyd.dk eller www.mj-hyd.com.