For at skabe en smidigere organisation, øge kvaliteten og gøre tingene mere effektivt bliver området for teknisk personale nu harmoniseret. Det betyder blandt andet, at der i løbet af 2012 vil ske en mere ligelig fordeling af ressourcerne på området.
Grunden til, at området for teknisk personale skal harmoniseres, og dermed gøres mere ensartet, er, at der i kommunen har været en forskellig tilgang til brugen af det tekniske personale. Personalet, hvis primære opgave er daglig vedligeholdelse og drift af ejendomme, har hidtil været organiseret decentralt hos eksempelvis skoler og administrationsenheder.
Harmoniseringen betyder, at området bliver organiseret ét sted, nemlig under Center for ejendomme, og at servicen bliver gjort mere ensartet. Det betyder helt konkret, at både de personalemæssige og økonomiske ressourcerne på området bliver mere ligeligt fordelt blandt kommunens enheder.
Ud over den mere ligelige fordeling af ressourcerne vil harmoniseringen betyde, at opgaverne på området bliver løst lettere og mere systematisk, samtidig med at personalets faglighed kan udvikles og arbejdsredskaber og andet materiel kan udnyttes bedre.
– Det glæder mig at, at vi nu får harmoniseret området for teknisk personale. For det betyder, at området kommer til at fungere mere effektivt, samtidig med at kvaliteten samlet bliver løftet, siger Anders Asmind, der er direktør for kultur og fritid samt plan, teknik og klima.
Ændringerne sker i løbet af 2012
Harmoniseringen vil foregå på både den almindelige drift og vedligeholdelse af kommunens ejendomme. Ændringerne vil blive indført i løbet af 2012 og gælder alle kommunens enheder. Dog vil de enheder, der hører under specialområdet blive organiseret lidt anderledes, da det tekniske personale her også har en række pædagogiske funktioner.
Som følge af byrådets vedtagelse af budget 2012, vil der i løbet af 2012 ske en besparelse på 1,5 millioner stigende til 2 millioner i 2013. Penge, som administrationen forventer at kunne finde ved naturlig afgang, ved de mere optimerede arbejdsgange og ved at der frigøres ressourcer på grund af stordriftsfordele.