Selvom det har været meget koldt i mange dage, så er det endnu ikke sikkert at bevæge sig ud på isen på fjorden. I går måtte politiet rykke ud to gange og få folk ind til land.
Kl. 15.32 fik politiet en henvendelse fra en borger, der så nogle børn på skøjter på isen ca. 100 meter fra land ud for Strandmøllevej.
Politiet fik kontakt til 1 mand og 2 børn fra Holbæk, der blev bedt om – for egen sikkerheds skyld – at finde et andet sted at løbe på skøjter.
Kl. 17.18 fik politiet en ny henvendelse om, at børn færdedes 400 meter ude på isen ud for Finsings Plads, men tæt på sejlrenden.
Politiet fik kontakt til en 15-årig dreng fra Holbæk, som blev formanet om det farlige i at færdes på isen tæt på en sejlrende, hvor isen ikke er sikker.