En 41-årig mand fra St. Merløse blev i går morges anholdt og sigtet for en lang række overtrædelser af færdselsloven.
Den 41-årige kom kørende ad Åkandevej i Vester Saaby, da han i krydset med Dyvelslystvej kørte ud for ubetinget vigepligt. Her ramte han en bil ført af en 31-årig kvinde fra Kr. Saaby.
Ingen personer kom noget til, men der skete stor skade på de to biler.
Det viste sig, at den 41-årige ikke havde noget kørekort, så han blev sigtet for at have kørt bil uden kørekort, dertil kommer andre overtrædelser af færdselsloven som følge af uheldet, som han også sigtes for.